Tekstilaffaldet skal indsamles i klare affaldssække og skal opbevares tørt og rent. Det er op til boligforeningen hvor tekstilaffaldet opbevares indtil afhentning, dog skal det på tømmedagen stilles frem inden kl. 6.00. Affaldssække til tekstilaffald anskaffes selv.
Bestil afhentning af tekstilaffald
I kan få hentet tekstilaffald den 1. onsdag i måneden på bestilling, som foretages minimum tre hverdage før.
Bestillingen af tekstilafhentning foretages enten via Renoweb eller ved at kontakte Affald og Genbrug. Det er ejendommens ejendomsfunktionær eller affaldsansvarlige, der skal bestille afhentningen.
Ved bestilling af tekstilafhentning, skal der være minimum 3 sække og maks. 20 sække til afhentning.
Sortering af tekstilaffald
Vi har lavet en sorteringsplakat for tekstilaffald. Plakaten kan med fordel hænges op rundt omkring i ejendommene for at gøre beboerne opmærksomme på den nye fraktion.
Sorteringsplakat for tekstilaffald
Tekstilaffald er tekstil, der ikke længere kan bruges af andre, fx en gammel skjorte med hul i, en bluse med en plet der ikke kan gå af i vask.
Det er altså tøj eller tekstil, der ikke kan sælges eller gives væk til andre.
Genbrugeligt tøj og tekstil kan være cowboybukser, som bare ligger i skabet eller en dug du ikke længere får brugt, men som er i god stand uden pletter eller huller. Giv det gerne videre til en, der kan få glæde af det.
Tekstilaffaldet kommer igennem flere led. Først samles det ind i en skraldebil, hvor det kan bliver udsat for fugt og rust i bilen. Derefter bliver det omlastet og kørt til behandlingsanlægget, hvor det skal sorteres. Hvis tekstiler bliver fugtige, mugner det. Det må ikke ske med tekstilaffaldet, da vi så ikke kan genanvende fibrene fra tøjet. Derfor er det vigtigt, at du afleverer det i en klar pose og binder knude på, så tekstilaffaldet er bedst beskyttet på den videre rejse.
Hvorfor skal posen være klar? Der foregår flere visuelle kontroller. Først vurderer skraldemanden, om der er fejlsorteringer i beholderen. Det er lettest, når han kan se igennem poserne, at der er tekstilaffald i. På modtageanlægget foretager de også en visuel kontrol. Hvis du bruger en pose, man ikke kan se igennem, er der risiko for, at posen bliver kasseret som værende restaffald. Og det ville være synd, når du nu har gjort dig umage med at sortere.
Læs hvordan du sortere tekstilaffald korrekt under 'Sortering'.
Det indsamlede tekstilaffald vil blive eftersorteret i fibertyper og farver, inden det genanvendes. Derefter vil fibrene blive behandlet via mekanisk og kemisk genanvendelse, så det kan blive til nye tekstilprodukter, fx bilsæder, møbelhynder og klude. Er tekstilerne beskidte eller mugne bliver de ikke genanvendt, men i stedet brændt og energiudnyttet til el og fjernvarme.
Der vil i begyndelsen ikke være garanti for en fuldstændig genanvendelse af tekstilaffaldet. Teknologierne for mere og bedre genanvendelse vil blive udviklet i takt med, at kommunerne indsamler tekstilaffaldet. På den måde bidrager kommunerne til at udvikle et marked for, at flere tekstiler kan blive genanvendt og synliggør, hvor meget og hvilken kvalitet tekstilaffaldet har.
Det er ikke kun Hvidovre, men hele Danmark har valgt at gå forrest i håndtering af tekstilaffald til genanvendelse. I 2025 skal alle lande i EU sortere tekstilaffald. Vi ved, at andre lande i EU følger med i vores erfaringer, før de selv går i gang med at implementere tilsvarende ordninger.
Derfor gør det en forskel, når du sorterer dit tøj og andre tekstiler. Både i forhold til udvikling af teknologier og ikke mindst til gavn for miljø og klima.