Fra sommeren 2024 til udgangen af 2026 vil projektet "Seniorvenlig By - god for alle generationer" involvere Hvidovres seniorer og andre interesserede, som kan bidrage med idéer til, hvordan byens rum kan indrettes, så de fremmer livsglæde, forebygger ensomhed og styrker samvær på tværs af generationer.
Projektet har særligt fokus på seniorer på 60+, men alle Hvidovres borgere kan komme med input. Det sker ud fra en overbevisning om, at en seniorvenlig by er god for ALLE generationer.
Borgernes input skal bruges til at kvalificere byudviklingsprojekter i Hvidovre både nu og i fremtiden. Den viden, der bliver opsamlet i projektet, vil også kunne bruges i arbejdet med kommende lokalplaner og strategier for, hvordan byen skal udvikle sig.
Projektet ”Seniorvenlig by – god for alle generationer" handler i første omgang ikke om at bygge noget konkret, men derimod om at finde ud af, hvad byen har brug for.
Hvidovre Kommune har fået midler til projektet fra Social- og Boligstyrelsen, som støtter udviklingen af seniorvenlige byer.
Projektet vil inddrage en bred referencegruppe bestående af repræsentanter fra fællesrådet i Paletten, Handicaprådet, Ældre Sagen, Det Frivillige Ældre arbejde og Hvidovre Seniorråd.
De lokale erfaringer med skabelsen af en seniorvenlig by skal også være med til at inspirere andre kommuner i deres arbejde med byudvikling.