Undersøg om tagrenderne og afløb er fri for blade og andet, der kan hindre vandet i at løbe frit.
Behold træer og buske i haven, og evt. levende hegn - et stort rodnet er godt til at optage vand.
Vælg græs og grus til have og indkørsel, da vand trænger lettere igennem. Hvis du vil have fliser, så vælg fliser med porøse fuger, hvor vandet kan trænge igennem. Jo mindre af din grund, der er dækket af ”tætte” overflader, jo mere vil kloakken blive aflastet.
Genbrug regnvandet og lav regnvandsopsamling i en tønde eller en beholder, så du kan bruge vandet til havevanding i tørre perioder. Vær opmærksom på at ikke alle tage er egnede til regnvandsopsamling. Læs om genbrug af regnvand på hvidovre.dk eller læs om genbrug af regnvand og overfladevand på Miljøstyrelsens hjemmeside (nyt vindue).
Anlæg et regnbed i din have, der gør vandets vej gennem jorden mere langsommelig og aflaster kloaksystemet. Regnbede er samtidig til gavn for bier, insekter og fugleliv i haven. Ønsker du at nedsive regnvand på din grund, skal du have en tilladelse til nedsivning af kommunen.
Etablér kanter ved kældernedgang, vinduer og ventilationsåbninger, så huset er beskyttet mod store regnmængder.
Begræns opstigende kloakvand ved at montere højvandslukke og/eller sløjfe gulvafløb i kælderen, når det ikke bruges.
Planter på taget isolerer både for støj og temperatur, og optager regnvand. Du kan få vurderet af en fagkyndig om dit hus/skur kan bære et grønt tag. Taget skal overholde bygningsreglementet.
Indret haven så vandet løber til steder, hvor det ikke gør skade. For eksempel kan du nedgrave trampolin, lave en nedsænket bålplads osv., hvor regnvandet kan samles under skybrud uden at gøre skade. Vær opmærksom på regler ift. terrænregulering.
Gå sammen med dine naboer og ansøg om midler fra kommunens pulje til Grøn By – sammen kan I anlægge spændende løsninger, der både gør Hvidovre til en grønnere by og samtidigt løser jeres udfordringer med vand.
Som boligejer har du ansvar for at beskytte din kælder mod oversvømmelser fra kloakken, og det er også dit ansvar, at vand fra oversvømmelser på din grund ikke løber ind i huset eller ledes videre til nabogrunde.
Inden du går i gang med at klimasikre, er det en god idé at tjekke lokalplanen for dit område. Her står fx, hvilke regler der gælder i forhold til levende hegn eller grønne tage.
Hvis du gerne vil have et grønt tag så få en ekspert om huset/skure kan bære det grønne tag, da de kan blive meget tunge, når de er fyldt med regn.
Med mindre lokalplanen for din ejendom sætter andre grænser, må du højst ændre jordhøjden på din grund med 50 cm i højden eller dybden i forhold til det eksisterende terræn og ikke tættere på naboskellet end 50 cm. Alt derudover kræver tilladelse fra kommunen.
Der kan være særlige forhold, der kræver andre tilladelser som ikke er nævnt her. Husk at du har ansvar for at indhente de nødvendige tilladelser.
Få et gratis klimatilpasningstjek af din bolig. Læs mere på klimatilpasning.dk.
Nedenfor har vi samlet en håndfuld guides til gennemgang af din bolig, tjeklisten og anden god info til at undgå oversvømmelser:
Bliver vandpytterne alt for store og dybe, dér hvor du bor eller dér hvor du kommer andre steder i Hvidovre? Så hører vi gerne fra dig.
I Hvidovre Kommune er vi i gang med at lave de planer, som skal bidrage til at skybrudssikre Hvidovre i fremtiden, og for at få et godt overblik og så mange data som muligt at arbejde ud fra, har vi brug for borgernes hjælp.
Alle der oplever oversvømmelser med regnvand i Hvidovre kan derfor melde ind via "Giv et Praj"-appen. Den bruges normalt af Vej & Park til, at borgere kan rapportere om f.eks. nedfaldne grene, fyldte skraldespande eller hærværk på skilte i byens rum, men nu kan du altså også melde ind, hvis du oplever oversvømmelser.
Den viden, som kommunen modtager, vil blive samlet og analyseret, og derefter blive brugt i de planer for håndtering af regnvand, som kommunen udarbejder i samarbejde med HOFOR. På den måde, kan vi sikre, at vi i fremtiden kan lede vandet væk eller bruge det på gode måder i vores by.
Når du oplever en oversvømmelse et sted, bruger du "Giv et Praj"-appen til at tage et foto af stedet med oversvømmelsen, klikker af ved "Oversvømmelse" og skriver hvor vandet kom fra og om der evt. er sket en skade.
"Giv et Praj"-appen er gratis og kan hentes både i Google Play og App Store. Man kan også give et praj via hjemmesiden borger.dk.