I de indre danske farvande har tidevandet næsten ingen betydning. Her er det vind og vejr, der bestemmer højvande og lavvande. Blæser det kraftig fra vest, skubbes vandet i Køge Bugt ud i Østersøen, og der bliver lavvande ved Hvidovre – og højvande ved de baltiske lande. Blæser det kraftigt fra øst, er det omvendt ved de baltiske lande, der er lavvande og i Køge Bugt og i farvandet syd for Danmark, der er højvande.
Særligt i vinterhalvåret er der ofte lange perioder med kraftig vind fra vest og nordvest. Det betyder, at vand fra Atlanterhavet og Nordsøen skubbes ind i Kattegat og ned gennem Øresund og Storebælt og videre ind i Østersøen. Ofte er der om vinteren mellem en halv og en hel meters højvande i store dele af Østersøen og Den Botniske Bugt.
Når vestenvinden stopper, kommer alt vandet tilbage til de danske farvande på vej ud mod Atlanterhavet, men Øresund og Storebælt er for smalle. De virker som flaskehalse, så inden vandet kommer igennem, stuver det op i Køge Bugt og farvandet syd for Fyn. Det giver højvande indtil vandet igen er kommet ud i Kattegat.
Det sker normalt flere gange hver vinter. Men det går galt, når lang tids kraftig vind fra vest bliver afløst af flere dages kraftig vind eller storm fra nordøst og øst i Østersøen. Så bliver alt det vand, der er stuvet op i Østersøen blæst tilbage til de danske farvande på en gang. Det giver en meget kraftig oversvømmelse – eller stormflod, som det også kaldes.
Historiske kilder peger på, at stormflod er opstået med nogenlunde 150 – 200 års mellemrum gennem de seneste 900 år. Sidste gang i 1872, hvor vandstanden i Køge Bugt nåede op på 2,8 meter, og hvor blandt andet Falster blev oversvømmet og 80 mennesker druknede.
