Brug af offentligt areal

Luk alle
Åbn alle

Fra 1. december 2014 skal du ansøge digitalt om tilladelse til at benytte vejarealer ved materiel eller arrangementer.

Du skal søge om tilladelse til at benytte et offentligt vejareal ved at følge det relevante link i den orange boks ovenfor:

Du skal følge det første link hvis du ønsker at anbringe en container, sætte plakater eller bannere op, eller hvis du ønsker at søge om en stadeplads.
Du skal følge det andet link hvis du ønsker at afholde et udendørsarrangement, som fx loppemarked, motions-/cykelløb, vejfest eller lignende.
Hvis du ønsker at søge om en stadeplads, skal du læse på kommunens hjemmeside her (nyt vindue).

Du skal være minimum 18 år for at kunne få tilladelse til at benytte offentligt vejareal.

Du skal søge om tilladelse til at benytte et offentligt vejareal senest 4 uger før du skal bruge arealet. 
Ved større arrangementer, eller fx ved ansøgning om en stadeplads, er der dog længere sagsbehandlingstid, og du børe derfor søge i ekstra god tid. 

Du skal ifølge vejloven have vejmyndighedens tilladelse til at anvende et offentligt vejareal til bl.a. anbringelse af affald, containere, boder, skilte mv.

Du kan desuden ikke være sikker på at arealet er ledigt, når du skal bruge det, hvis ikke du søger i god tid. Arealet kan være reserveret til andre arrangementer, eller der kan være planlagt gravearbejde, asfaltering eller lignende, der gør, at arealet ikke kan benyttes.

Oplag eller anden benyttelse
Du skal angive følgende oplysninger:

  • navn, adresse og telefonnummer på ansøger
  • navn, adresse og telefonnummer på kontaktperson på stedet
  • evt. leverandør af materiel
  • tidsrum og/eller periode for benyttelse af arealet
  • markering af placeringen på kortet
  • detaljeret beskrivelse af formål
  • beskrivelse eller vedhæftning af afmærkningsplan i henhold til håndbog om Afmærkning af vejarbejder m.m. (Vejdirektoratet, oktober 2013)

Arrangementer

Du skal angive følgende oplysninger: 

  • navn, adresse og telefonnummer på ansøger 
  • navn, adresse og telefonnummer på kontaktperson på stedet
  • evt. leverandør af materiel
  • tidsrum og/eller periode for benyttelse af arealet
  • markering af placeringen på kortet
  • detaljeret beskrivelse af arrangementet, herunder formål og evt. situationstegning

Behandlingstiden afhænger af ansøgningens type, men er som regel 1-2 uger for ansøgning om oplag eller anden benyttelse.

Ved arrangementer kan der forekomme længere behandlingstid, alt efter hvor fyldestgørende din ansøgning er. Hvis vi mangler oplysninger om arrangementet, eller hvis der er andre faktorer for arealet, som skal afklares, kan det tage længere tid at behandle din ansøgning.

Når I skal holde en vejfest og ønsker at afspærre vejen, skal I sikre at der stadig er mindst 3 meter fri passage, så eventuelle udrykningskøretøjer kan komme forbi.

Det skal også være muligt for alle beboere på vejen at komme til og fra deres ejendomme, med mindre I indgår en skriftlig aftale om andet. Og så skal I huske at orientere berørte beboere om vejfesten i god tid.

Materiel til at afspærre vejen kan lånes af Vej- og Parkafdelingen. Detaljer om lån af afspærring vil fremgå af tilladelsen.

Husk, at du skal søge om tilladelse senest 3 uger før du skal bruge arealet. Læs mere om at sende en ansøgning øverst på siden.

 

Hvis du ønsker at afholde et andet arrangement på et offentligt vejareal, fx et motions- eller cykelløb, skal du have tilladelse af Vej- og Parkafdelingen.

Hvis du ønsker at afspærre vejene på ruten, skal du huske at tage højde for hvordan trafikken vil kunne omdirigeres, herunder om der kører busser på ruten. Du skal lave en afmærkningsplan for hvordan ruten skal afspærres, og denne skal fremsendes og godkendes af Vej- og Parkafdelingen.

Hvis du ikke afspærrer ruten, skal deltagerne overholde færdselsreglerne under hele løbet.

Ved nogle arrangementer opkræves et depositum for at sikre, at arealet, i tilfælde af at der skulle ske ødelæggelser, efterfølgende kan bringes i den samme stand som før arrangementet.

Husk, at du skal søge om tilladelse senest 4 uger før du skal bruge arealet, men det er klart en fordel at søge tidligere, hvis du skal afholde et større arrangement. Læs mere om at sende en ansøgning, øverst på siden.

Vær opmærksom på, at du også skal have tilladelse fra Politiet og evt. Beredskabet, før arrangementet kan afholdes.

Hvis du har brug for midlertidigt at oplagre fx byggematerialer eller have en affaldscontainer stående på vejen, skal du have tilladelse af Vej- og Parkafdelingen.

Når du vil have opstillet en container, skal den afmærkes den efter tegning B0603 i ’Håndbog om Afmærkning af vejarbejder m.m.’ (Vejdirektoratet, oktober 2013). Det er leverandørens ansvar at opstillingen og afmærkningen lever op til reglerne.

Husk, at du skal søge om tilladelse senest 4 uger før du skal bruge arealet. Læs mere om at sende en ansøgning øverst på siden.

Du kan finde en oversigt over igangværende arrangementer, vejarbejder, mv. hos Vejdirektoratet: