Erhvervsområdet syd for Høvedstensvej er allerede delvist under fornyelse, navnlig på Gungevej, og kommunen har overvejelser om at fraflytte Multihuset, når Teater Vestvolden har fået nye rammer på Risbjerggårdgrunden.
Ved at prioritere en samlet byudvikling af erhvervsområdet syd for Høvedstensvej i kommuneplanen, kan der tages de første skridt i arbejdet med en helhedsorienteret fornyelse af området mellem rådhuset og Avedøre Havnevej.
En ny byudvikling af dette område vil på grund af beliggenheden understøtte visionerne om udvikling af Hvidovre Bymidte. Byudviklingen vil også bidrage til kundeunderlaget for en højklasset kollektiv trafik i form af metro og/eller BRT-busser ved Kettegård Allé og Avedøre Havnevej.
Der er tale om en stor, kompleks og langsigtet planlægnings- og udviklingsopgave, der involverer et større antal grundejere, herunder kommunen selv. Flere af de private grundejere har vist interesse for ny planlægning af ejendommene.
Udviklingen af dette område bør ske på baggrund af en grundigt gennemarbejdet helhedsplan, der kan bruges til at vise grundejerne, virksomhederne og kommunens borgere en vision for områdets fremtid. Helhedsplanen kan dermed også danne grundlag for mødet med udviklere, der ønsker at deltage i realiseringen af områdets omdannelse.
Der er principielt mulighed for en udbygning med over 1.000 nye boliger i området, hvis alle erhvervsarealer omdannes til boligformål. Men en så stor boligudbygning kan ikke ske uden at skole-, dagtilbud og fritidsfaciliteter også bliver udbygget. Derfor bør en del af området reserveres til disse offentlige formål.
At kommunen selv er en betydelig grundejer i området, åbner mulighed for, at man kan vælge at udbyde en del af de nye byggemuligheder på de kommunale ejendomme til bygge- og boligfællesskaber, dvs. til beboerdrevne boligprojekter. Man kan også udbyde de kommunale ejendomme til opførelse af boligbebyggelse med mere end 25 % almene boliger.