Normalt ville vi på denne tid af året have afsløret, hvem der er årets modtager af Hvidovres erhvervspris Nytårsraketten. Men med så meget andet er årets hædring blevet udskudt på grund af corona. Nytårsraketten vil derfor blive uddelt i foråret til årets nytårskur - som i år bliver til en forårskur.
Nytårsraketten blev første gang uddelt i 2015 og gives til en lokal virksomhed eller erhvervsperson, som har gjort sig særlig positivt bemærket eller har gjort en ekstraordinær indsats i årets løb. Som noget nyt er der i år tilføjet et ekstra kriterium om bæredygtighed, så vinderen nu skal opfylde et eller flere af følgende fire kriterier:
Vinderen af årets Nytårsraket findes ved afstemning i Hvidovre Erhvervskontaktudvalg, hvor der sidder repræsentanter fra Kommunalbestyrelsen, erhvervsorganisationerne, de faglige organisationer, arbejdsmarkedsuddannelserne og Hvidovre Kommune.
Mandag den 25. april 2022 inviterer Hvidovre Kommune til et erhvervsmøde målrettet de lokale håndværksvirksomheder. Her kan virksomhederne få relevant information fra kommunen. Mødet vil have fokus på klima og bæredygtighed, samt hvilke krav og udfordringer den kommunale bygherre skal løse i samarbejde med virksomheder.
Mødet vil også have fokus på kommende anlægsprojekter, og hvordan man kan byde på dem. Med den seneste budgetaftale i Hvidovre er det besluttet, at mindst halvdelen af alt kommunalt nybyggeri og renoveringer fremover skal bestå af træ og genbrugsmaterialer. Erhvervshus Hovedstaden deltager derfor også med gode råd til virksomhederne om, hvordan de kan gøre sig mere attraktive over for kunder med en grønnere profil.
Så sæt allerede nu kryds i kalenderen den 25. april, hvis din virksomhed skal med til mødet, så sender vi en mere detaljeret invitation, når vi nærmer os. Tilmelding til mødet vil også kunne ske via kommunens hjemmeside, hvidovre.dk/erhverv.
Hvad er lønnede timer, og hvorfor og hvordan giver det værdi for virksomheden? Det kan man blive klogere på, når Cabi inviterer til webinar med fakta og erfaringer fra brug af lønnede timer, der også kaldes Småjobs. Det er relevant at kende for langt de fleste private virksomheder, der er i kontakt med Jobcentret.
Der er flere gevinster for virksomhederne – både på den korte og den lange bane. Lige her og nu giver det medarbejdere, der løser opgaver og kan aflaste andre travle medarbejdere. På længere sigt får virksomheden grundlag for tilstrækkelig arbejdskraft, et forstærket omdømme samt muligheden for at leve op til krav fra kunder og samarbejdspartnere om socialt ansvar og fokus på Verdensmål 8.
Webinaret om lønnede timer er gratis og finder sted den 2. marts 2022. Se mere og tilmeld dig på Cabis hjemmeside.
Så er det igen muligt at søge om støtte fra Omstillingspuljen. Puljen giver tilskud til virksomheder, som har behov for at tilpasse og omstille forretningen i lyset af Covid-19-krisen. Der er fortsat fokus på at hjælpe virksomheder inden for turisme og oplevelsesøkonomi, som fx konferencecentre, restauranter og hoteller, men der er også en ambition om, at puljen skal komme alle hårdt ramte virksomheder til gode, også uden for turisme- og oplevelsesbranchen.
Tilskud fra puljen kan anvendes til omstilling via kompetence- eller uddannelsesløft, digital og grøn omstilling eller omstilling til at afsætte produkter og services på nye markeder. Du kan søge tilskud til 3 forskellige typer af aktiviteter:
Du kan søge Omstillingspuljen frem til den 8. marts 2022. Læs mere og søg puljen på Erhvervshus Hovedstadens hjemmeside.
To af verdens mest bæredygtige virksomheder ligger i Hvidovre. Det viser den årlige liste fra Corporate Knights over de mest bæredygtige virksomheder i verden, hvor man i top 10 finder både Chr. Hansen og Ørsted, der begge har produktion på Avedøre Holme.
Det vækker glæde i Hvidovre Kommune, som selv har høje ambitioner på klimaområdet. I arbejdet med den grønne omstilling er virksomhederne en vigtig medspiller - blandt andet har politikerne besluttet, at kommunen skal indgå klimapartnerskaber med lokale virksomheder. Faktisk indgår Chr. Hansen allerede i et partnerskab med Hvidovre Kommune og andre virksomheder på Avedøre Holme, hvor fælles løsninger for bl.a. øget biodiversitet og vedvarende energi er på programmet.
Læs mere om Hvidovre Kommunes arbejde for et grønnere klima.