Borgmesteren har ordet

Juni |

Så nærmer sommerferien sig med hastige skridt, og jeg håber, at I alle får mulighed for at trække stikket og lade lidt op i solens stråler på et tidspunkt.

For Hvidovre Kommune er der dog stadig mange opgaver på tapetet, inden blusset bliver skruet lidt ned. Én af de store er den nye lokalplan for Avedøre Holme, som netop nu er i høring. Med planen ønsker vi at sætte endnu mere skub i udviklingen af Avedøre Holme, bl.a. ved at give virksomhederne bedre rammer for vækst. Jeg håber derfor, at mange af jer vil give jeres besyv med i form af høringssvar til planen eller ved at deltage i informationsmødet, som du kan læse mere om i denne udgave af Erhvervsnyt. 

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg gerne ser, at kommunen sammen med virksomhederne kan udvikle Avedøre Holme til at være Danmarks grønneste erhvervsområde, og heldigvis deler rigtig mange af jer virksomheder mit ønske. Faktisk er flere allerede godt i gang, og jeg vil gerne gøre mit til, at Hvidovre Kommune kan hjælpe jer i den rette retning.

Der er nemlig ingen tvivl om, at det lokale erhvervsliv er vigtigt for en kommunes udvikling. Derfor er jeg glad for, at vi i Hvidovre har en stærk tradition for dialog og samarbejde, når det kommer til at løse udfordringer og sikre den bedste udvikling.

Det så vi også i forbindelse med tilstrømningen af ukrainske flygtninge, hvor både borgere og virksomheder tog ansvar og bød dem velkommen. Jeg ved, at flere lokale virksomheder har tilbudt hjælp og job til ukrainere, og det er meget prisværdigt.

Det er også det gode samarbejde mellem kommunen og erhvervslivet, der har sikret, at Hvidovre for nylig modtog årets Ørnepris, fordi vi har haft den største stigning i antallet af afgangselever fra folkeskolen, der tager en erhvervsuddannelse. Det er noget, kommunen og lokale virksomheder har arbejdet målrettet på i årevis, blandt andet med den årlige messe Mød en virksomhed, og jeg er så glad for at konstatere, at det arbejde nu bærer frugt.

I det hele taget skal der lyde en stor tak herfra til alle de virksomheder, der året rundt gør en indsats for at sikre, at Hvidovre er et godt sted at bo og arbejde. Som borgmester sætter jeg stor pris på det samarbejde, for der er ingen tvivl om, at vi kan mere i fællesskab.

Derfor vil jeg også sende en stor tak til de virksomheder, som har åbnet dørene og inviteret mig indenfor i de forgangne måneder – jeres input og erfaringer er vigtig viden for mig som borgmester. Hvis din virksomhed også skulle have lyst til at få besøg af mig, så kontakt endelig vores erhvervsteam på tlf. 3639 3800 eller på erhvervskontakten@hvidovre.dk.

 

God sommer!

Venlig hilsen,

Borgmester Anders Wolf Andresen