Borgmesteren har ordet

Maj |

Jeg har nu taget hul på min femte måned som borgmester i Hvidovre Kommune, og jeg er meget taknemmelig for alle de virksomheder, der indtil nu har inviteret mig indenfor og givet et indblik i deres hverdag. Det er med til at give mig et godt billede af det lokale erhvervsliv, og jeg glæder mig til at blive endnu klogere på de mange spændende virksomheder, der har sit virke her.

En kommune er nemlig et fællesskab, hvor vi arbejder sammen om tingene – og derfor er dialogen og samarbejdet mellem kommunen og de lokale virksomheder helt naturlig. Men jeg ser også gerne, at lokale virksomheder og borgere kan bruge hinanden endnu mere end i dag – ikke bare som kunder og leverandører, men at vi sammen kan udvikle og skabe en bedre by. Det tror jeg nemlig, at vi alle sammen nyder godt af. Derfor glæder jeg mig også til at deltage i Holmestafetten den 10. maj, hvor virksomheder, frivillige og ansatte fra kommunen er med til at skabe liv og hyggeligt fællesskab i byen.

Også på andre områder er virksomhederne en vigtig medspiller i Hvidovre. På Avedøre Holme er nogle virksomheder fx gået sammen om at skabe en øget biodiversitet i området, ligesom de gerne vil arbejde på fælles løsninger til grønnere energikilder. Her har virksomhederne fx talt om at medtænke solceller, når der skal laves støjafskærmning i forbindelse med en eventuel udvidelse af Amagermotorvejen, eller at man med en lokal vindmølle kunne genere nok energi til oplade el-lastbiler, så man kunne udskifte de støjende og mere forurenende dieselbiler. Der bliver i det hele taget talt om at gøre Avedøre Holme til Danmarks grønneste erhvervsområde, og det er da noget, der også kommer borgerne til gode!

Faktisk er projektet med en øget biodiversitet på Avedøre Holme så unikt, at Hvidovre Kommune har valgt at indstille det som noget helt særligt i konkurrencen om at blive Danmarks Vildeste Kommune – netop fordi det er så omfangsrigt og er drevet frem af virksomhederne selv.

Den grønne dagsorden er nemlig vigtig, og derfor er jeg også glad for, at årets erhvervspris, Nytårsraketten, gik til to lokale virksomheder, der længe har gjort en indsats for at skabe en bæredygtig produktion. Dem kan du læse mere om i dette nyhedsbrev, hvor du også kan læse om kommunens møde for håndværkere og få konkrete råd til, hvordan din virksomhed gør sig mere attraktiv for storentreprenørerne.

Og skulle din virksomhed have lyst til at få besøg af mig og fortælle om jeres hverdag, ønsker eller udfordringer, så kontakt endelig vores erhvervsteam på tlf. 3639 3800 eller på erhvervskontakten@hvidovre.dk.

 

Med venlig hilsen

Anders Wolf Andresen, borgmester i Hvidovre Kommune