Der var gode råd og konkret vejledning, da Hvidovre Kommune havde inviteret lokale håndværksvirksomheder til et inspirations- og informationsmøde den 25. april.
På mødet deltog bl.a. Enemærke & Petersen med et oplæg om de krav, de som storentreprenør bliver mødt med, når de skal løse bygge- og anlægsopgaver. Bæredygtighedschef Anders Strange Sørensen fortalte, at der bl.a. bliver stillet krav om genanvendelse af materialer, CO2-trimning, social bæredygtighed i udførslen og brug af bæredygtige materialer.
Og derfor var hans budskab til de mindre og mellemstore virksomheder klart: Hvis I kan være proaktive i forhold til at hjælpe os med at løse opgaven, så er I mere attraktive for os.
Det kan fx være ved at hjælpe med at opfylde krav til genbrug af materialer, skære ned på CO2-udledningen eller ved at tage flere lærlinge. Det er også vigtigt, at virksomhederne overholder de krav, der bliver stillet, fx til valg af materialer.
Anders Strange Sørensen kom med følgende eksempler på, hvad Enemærke & Petersen har af krav og forventninger til deres samarbejdspartnere:
Nogle af de samme krav lød fra Hvidovre Kommune, som bl.a. har sociale klausuler med kædeansvar og krav om lærlinge i forbindelse med udbud. Kommunalbestyrelsen har ved budgetvedtagelsen i 2021 også besluttet, at der skal stilles krav om brug af genbrugsmaterialer og træ i kommunens udbud.
Kommunen vil dog gerne gøre det så let som muligt for også mindre virksomheder at byde ind på de kommunale opgaver, og derfor arbejder man bl.a. med længere tilbudsperioder og tidlig entreprenørinddragelse på udvalgte sager.
Kommunen opfordrede på mødet også de lokale håndværksvirksomheder til at indsende et interesseskema, hvis de er interesserede i at medvirke i de kommunale udbud. Det sker via kommunens hjemmeside.
Det er dog ikke en garanti for at blive indbudt til opgaver, ligesom der ikke er garanti for at få tildelt opgaver, da kommunen skal følge Tilbudsloven og EU-udbudsdirektiv. Men Hvidovre Kommune forsøger at tilrettelægge udbuddene, så det er muligt også for mindre firmaer at være med enten i direkte bud eller som led i en fagentreprise.
Erhvervshus Hovedstaden rundede mødet af ved at fortælle om ét af deres tilbud til virksomheder: Gratis og uvildig sparring om grøn og cirkulær omstilling.
Helt konkret kan virksomheder få sparring med en erfaren forretningsudvikler med speciale i bæredygtighed, hvor man på en times tid laver et bæredygtighedstjek af virksomheden. Hvordan ser det ud med CO2-udledningen? Og med affaldssorteringen? Og har virksomheden holdbare bæredygtige strategier?
Efter tjekket bliver der lavet en plan med helt konkrete værktøjer til, hvordan virksomheden kan bevæge sig i en mere bæredygtig retning.
Du kan læse mere om tilbuddet fra Erhvervshus Hovedstaden her.