Grønt energiprojekt viser stort potentiale – frygter ny lovgivning kan bremse det

April |

En fælles vision om at gøre virksomhederne på Avedøre Holme selvforsynende med grøn energi fra solceller og vindmøller er inden for rækkevidde. Det viser en ny rapport, som har undersøgt 19 virksomheders energiforbrug og potentialer for en fælles vedvarende energiløsning.

- Nu har vi fået afklaret, at det rent faktisk er teknisk muligt at føre vores store ambitioner ud i livet, og at det faktisk også vil give mening rent økonomisk. Det er et helt fantastisk resultat – og en ret vild tanke, at vi måske en dag kan være selvforsynende med vedvarende energi på hele Avedøre Holme, som er Danmarks største erhvervsområde, siger Kasper Larsen, kommerciel direktør i KLS Pureprint A/S, som er en af de 19 virksomheder, der i første omgang har vist interesse for projektet.

Kasper Larsen, KLS Pureprint

Kasper Larsen, kommerciel direktør i KLS Pureprint A/S

Det er firmaet EBO Consult, der har kortlagt virksomhedernes energiforbrug og mulighederne for at blive selvforsynende med vedvarende energi.

Resultatet viser, at virksomhederne vil kunne få dækket hele 97 procent af deres energiforbrug med grøn energi fra solceller og vindmøller - og langt størstedelen af energien vil kunne produceres, mens den skal bruges.

- Det er ret flotte tal og kan lade sig gøre, fordi vi netop er mange forskellige virksomheder, der går sammen og puljer vores behov. Vi bruger energi på forskellige tider af døgnet, og derfor har vi samlet set et jævnt energiforbrug, forklarer Kasper Larsen.

Bekymret for lovgivning

Arbejdet med fælles løsninger for vedvarende energi foregår i netværket BID Avedøre Holme, hvor virksomheder, industri- og grundejerforeningen samt Hvidovre Kommune arbejder sammen for at udvikle erhvervsområdet. Projektet med fælles vedvarende energiløsninger kan da også skaleres og udvides, hvis flere af områdets virksomheder ønsker at være med.

Nu er opgaven dog i første omgang at sikre, at visionerne får mulighed for at blive ført ud i livet. Netop nu bliver der nemlig forhandlet en ny elforsyningslov på plads, som gerne skal bane vejen for et egentligt industrifællesskab på Avedøre Holme.

- Vores største opgave nu er at sikre, at den kommende lovgivning ikke spænder ben for vores visioner. Vores bekymring er, at lovgiverne ikke medtænker muligheden for, at små og store virksomheder kan gå sammen i et industrifællesskab. Det er en ny måde at gøre det på, men det giver bare rigtig god mening, understreger Kasper Larsen.

Stor reduktion af CO2

Også for Hvidovre Kommune er der store perspektiver i projektet med en fælles vedvarende energiløsning.

- Virksomhedernes elforbrug står for cirka 20 procent af den samlede CO2-udledning i hele Hvidovre, og det ser ud til at vokse i fremtiden i takt med, at man udfaser gassen og fx får flere elbiler og ellastbiler. Derfor vil det have en kæmpe effekt for vores samlede indsats for at nedbringe CO2-udledningen, hvis virksomheder på Avedøre Holme kan blive selvforsynende med grøn energi. Det vil også aflaste det regionale elnet, som risikerer at blive overbelastet af det stigende elforbrug i fremtiden, siger miljø- og klimamedarbejder Charlotte von Hessberg fra Hvidovre Kommune.

Hun er derfor begejstret for, at virksomhederne er villige til at arbejde sammen om fælles løsninger.

- Det er meget mere ressourceeffektivt at gøre det sammen, fordi virksomhederne netop har aktivitet på forskellige tidspunkter. Og så er der store fordele ved at producere energien, hvor man skal bruge den, så vi undgår at skulle transportere strømmen over lange afstande, siger Charlotte von Hessberg.

Krisen satte gang i dialogen

Ideen om en fælles, grøn energiløsning på Avedøre Holme har været længe undervejs, men arbejdet tog for alvor fart i 2022.

- For virksomhederne på Avedøre Holme giver den bæredygtige, grønne agenda bare helt grundlæggende mening. Men udviklingen i 2022 med stor usikkerhed om energipriserne og udsigt til energimangel satte for alvor gang i dialogen om en fælles energiløsning, fordi det også er en måde at sikre os selv bedre i forhold til både pris og forsyningssikkerhed, forklarer Kasper Larsen.

Arbejdet med en fælles vedvarende energiløsning er bare et af flere initiativer, som er i gang i BID Avedøre Holme-netværket. Der arbejdes fx også for en øget biodiversitet i området, fælles affaldsordninger, symbioser og øget samarbejde med den lokale uddannelsesinstitution TEC.

Vil du høre mere om arbejdet med en fælles vedvarende energiløsning, er du velkommen til at kontakte Kasper Larsen på tlf. 2013 2735 og mail kl@kls.dk eller Charlotte von Hessberg på tlf. 2072 2656 og mail cxv@hvidovre.dk

Du kan også læse mere om netværket BID Avedøre Holme her (nyt vindue).

 

FAKTA

  • Undersøgelsen har vist, at de 17 af de deltagende virksomheder samlet forbruger ca. 42.500 MWh el hvert år. Det svarer til 40 procent af det samlede forbrug for virksomhederne på Avedøre Holme og en årlig udledning af CO2 på knap 6000 tons.
  • Virksomhedernes forbrugsprofil viser et jævnt forbrug fordelt over hele døgnet. Det betyder, at der både skal opsættes solceller og vindmøller på Avedøre Holme, for at virksomhederne kan få så meget af deres samlede energiforbrug dækket af lokalproduceret vedvarende energi som muligt.
  • De konkrete beregninger viser, at omkring 20 % af virksomhedernes energiforbrug kan dækkes af sol og de resterende 80 % skal derfor dækkes af vind.
  • For at dække virksomhedernes energiforbrug, skal der opsættes 3 til 4 landvindmøller (eller havvindmøller) og mellem 75% til 99% af virksomhedernes tilgængelige tagareal skal dækkes med solceller. De 75% er i kombination og balancering med energien fra de 3 vindmøller, og de 99% er, hvis virksomhederne til en start vælger at sætte solceller op uden vindmøller.