36 Hvidovre-virksomheder kan i år pryde sig med titlen som gazelle-virksomhed, der viser, at de er vækstet markant de seneste fire år.
En af dem er Københavns Maskinservice, som leverer totalløsninger med salg, service og reparationer af materiel til have/parkbranchen.
- Det er et kæmpe klap på skulderen og viser, at vi har gjort det godt. Jeg er stolt af at have været med til at skabe en virksomhed, der har klaret sig så godt og har skabt endnu flere lokale arbejdspladser, lyder det fra virksomhedens direktør, Mads Bach.
Københavns Maskinservice holder til på Avedøre Holme og har i dag 18 ansatte. Virksomheden blev stiftet i 1978, men i 2014 overtog Mads Bach den – og siden da er det kun gået fremad.
Virksomheden har haft en vækst på 301,4 procent over de seneste fire år, og det har altså nu ført til den første gazelle-kåring.
Den store vækst skyldes ifølge direktøren en blanding af opkøb af flere mindre virksomheder samt et marked i forandring.
- I dag er service vigtigere for kunderne, end den var for år tilbage, hvor de nok fandt sig i lidt mere. Det gør de ikke i dag, så nu er service afgørende for kundernes loyalitet – og god kundeservice har vi altid haft et meget stort fokus på. Og når du først har et godt ry, så breder det sig som ringe i vandet, forklarer Mads Bach og fortæller, at også rekruttering og fastholdelse af medarbejdere har været vigtige for virksomhedens vækst.
- Vi har fået mange gode medarbejdere og gør meget for at sikre, at vores medarbejdere har det godt. Det virker heldigvis, for vi kun haft to ansatte på 10 år, der selv har sagt farvel til os, fordi de skulle noget andet, siger Mads Bach.
Men den hurtige vækst kan også have ulemper, bl.a. at risikoen for fejl kan stige, når der kommer mange nye medarbejdere og kunder for hurtigt.
- Ledigheden er jo meget lav, så det kan være svært at få de helt rette medarbejdere. Derfor har vi også måtte skille os af med nogle ansatte undervejs, fordi de ikke kunne leve op til vores standard, og der kan være fejl, der skal rettes op på. Det skal man være opmærksom på, hvis ens virksomhed vokser hurtigt, siger Mads Bach.
I det hele taget er der flere ting, man skal være opmærksom på, når der pludselig er hurtig fremgang i en virksomhed. Derfor har Mads Bach da også et par gode råd til andre virksomheder, der ønsker at vækste.
- Først og fremmest skal man kende markedet. Er der et marked for det produkt eller den ydelse, du har? Hvis ja, så tag beslutningen om at ville vækste, sæt dig et mål og læg en strategi for, hvordan du vil nå det, siger han.
- Jeg ville ønske, at jeg for 10 år siden havde lavet mål og strategi for, hvordan vi skulle vækste – og så troet på det mål. Vi er vokset lidt ad gangen, så vi har måtte tilpasse os løbende. Men hvis jeg fra begyndelsen havde troet på, at vi kunne blive så store, så havde jeg nok valgt anderledes undervejs. Vi er fx flyttet, og der havde det nok være billigere i det lange løb at satse på den store løsning fra begyndelsen, siger Mads Bach.
Og vækst kommer der mere af, lyder det fra direktøren. Markedet er til det, og virksomheden har allerede nu svært ved at følge med efterspørgslen. Mads Bach kan dog se på regnskabet, at det ikke bliver til en gazelle-kåring igen til næste år, men måske kan det ske allerede året efter.
- Nu skal vi have mest muligt ud af det, vi har skabt, og mon ikke der bliver plads til mere vækst og fremgang, siger han.