Borgmesteren har ordet

Januar |

Kære virksomheder,

Så er jeg tilbage på borgmesterkontoret efter barsel, hvor vi har budt vores lille datter, Sofie, velkommen til verden. En familieforøgelse er altid en stor omvæltning, og i vores tilfælde blev den ekstra stor, da vores datter havde en uventet hård start på livet. Så det blev en anden barsel end forventet, men Sofie gør heldigvis store fremskridt – og det er helt fantastisk at være blevet far!

Men jeg er også glad for at være tilbage i mit spændende arbejde med at sikre den bedst mulige udvikling af Hvidovre for både borgere, medarbejdere og erhvervsliv.

I år tager vi bl.a. hul på arbejdet med en ny vision for hele Hvidovre Kommune. Vi har i mange år haft en vision om at være Børnenes og familiernes by – og det skal vi blive ved med at være. Men vi har brug for at bygge videre på vores vision, så den bedre indkapsler det fællesskab, en kommune er. Her skal der være plads til alle, så vi taler også om, hvordan fx vores mange virksomheder bliver en synlig del af visionen.

Vi kommer også til at inddrage erhvervslivet, når vi i år sætter turbo under arbejdet med en ny erhvervs- og vækststrategi, som skal gælde fra 2024. Det er med den strategi, vi sætter retningen for, hvordan vi bedst understøtter et fremtidssikret erhvervsliv og fastholder Hvidovre som en stærk erhvervskommune. Derfor er det vigtigt, at vi kender jer virksomheders behov og muligheder, så vi sikrer et solidt fundament for den fremtidige udvikling.

Et stærkt erhvervsliv er nemlig afgørende for vores velfærd, og derfor skal der lyde en stor tak herfra til alle de virksomheder, der året rundt gør en indsats for at sikre, at Hvidovre er et godt sted at bo og arbejde. Som borgmester sætter jeg stor pris på det samarbejde, for der er ingen tvivl om, at vi kan mere i fællesskab.

Det blev også tydeligt ved dette års nytårskur, hvor vi bl.a. uddelte erhvervsprisen Nytårsraketten og så tilbage på nogle af de ting, vi har opnået i fællesskab i årets løb. Du kan læse talerne fra Nytårskuren og se en flot film om nogle af resultaterne fra 2022 her.

I denne udgave af Erhvervsnyt kan du også læse om den nye Beskæftigelsesplan og nyheden om, at sagsbehandlingstiden på byggesager fortsat falder.

God læselyst!

 

Med venlig hilsen

Borgmester Anders Wolf Andresen