Virksomheden STATE OG WOW løb med hæderen som årets Nytårsraket, der er Hvidovre Kommunes erhvervspris. Nytårsraketten gives til en lokal virksomhed eller erhvervsperson, som har gjort sig særlig positivt bemærket eller har gjort en ekstraordinær indsats i årets løb.
Og det har STATE OF WOW, som var nomineret til prisen for sin indsats for de ukrainske flygtninge, som er kommet til Hvidovre. Da flygtningekrisen brød ud, tog State of WOW straks kontakt til Hvidovre Kommune og tilbød lokaler til et mødested for ukrainske flygtninge. På rekordtid blev et af virksomhedens lokaler indrettet som mødestedet med donerede computere, brætspil, legetøj, møbler og meget andet. Et initiativ som er blevet en stor succes og stadig eksisterer.
- Det er et fantastisk eksempel på, at vi kan opnå langt mere, når vi arbejder sammen. Her gik en lokal virksomhed, frivillige borgere og kommunens ansatte sammen og fik skabt et initiativ, som ingen af os nok kunne have skabt alene. Jeg er taknemmelig for det engagement, som STATE OF WOW har lagt i arbejdet med værestedet, og jeg ønsker dem kæmpe tillykke med prisen som årets Nytårsraket, siger borgmester Anders Wolf Andresen.
Stifter og ejer af STATE OF WOW, Allan Muff, tog imod prisen ved Hvidovre Kommunes nytårskur, og han er glad for, at det netop er indsatsen for at hjælpe de ukrainske flygtninge, som virksomheden bliver hædret for.
- Vi er en kommerciel virksomhed, men har også et stort fokus på andre ting. Vi vil rigtig gerne bruge vores position og midler til at hjælpe andre, så det er da rart at blive anerkendt for den del også, siger Allan Muff og fortæller, at han ikke havde de store overvejelser, før han tilbød lokalet til kommunen.
- Jeg ville bare gerne hjælpe. Lokalet var lige blevet ledigt, så det var en oplagt måde for mig at bidrage på, siger han.
Allan Muff i værestedet for ukrainske flygtninge, som blev oprettet i STATE OF WOWs lokaler i Filmbyen i Avedøre.
Det stoppede dog ikke ved lokalet, for State of WOW rakte ud til ansatte, venner og bekendte, og hurtigt var der doneret nok ting til at få værestedet op at køre. Flere frivillige blev også involveret, og opbakningen var lokalsamfundet var stor.
I dag bliver værestedet stadig flittigt brugt af ukrainske flygtninge, og det glæder Allan Muff.
- Jeg tror, vi er lykkedes med at give dem et trygt sted, hvor de kan være sammen og hygge sig i fælles rammer. De laver tit mad sammen – og elsker at bage, fortæller han.
STATE OF WOW blev grundlagt i 2004 og er i dag den største hovedbeklædnings-virksomhed i Norden og Nordeuropa. Virksomheden har ca. 30 ansatte på hovedkontorer i Filmbyen, hvor den har ligget siden 2012.
STATE OF WOW har både sine egne mærker, Statewear og Upfront, men producerer også accessoires for en lang række kendte brands, festivaler og organisationer. Virksomhedens primære produkt er kasketter, men laver også andet tilbehør.
I dag bliver STATE OF WOW’s produkter produceret i Kina, men virksomheden arbejder på at få bygget sin egen fabrik i Bulgarien. Det skyldes primært tre ting: Undgå den lange transport, få en fuldautomatiseret fabrik samt muligheden for at kunne styre produktionen i en grønnere retning.
- Det giver mening for os at bringe produktionen til Europa, fordi vi gerne gøre den endnu mere bæredygtig. Og det er bare nemmere at kontrollere her end i Østen, forklarer Allan Muff.
Ambitionen er da også at blive en endnu større spiller på hele det europæiske marked – men det skal ske klogt. Derfor har STATE OF WOW også det sigende motto ”Head First”, som udover hovedbeklædninger henviser til at bruge hovedet til at gøre en forskel for andre. Hvert år ved juletid har de fx et socialt arrangement, hvor ansatte og deres familier samles og laver julegaver til børn på børnehjem over hele landet. I år blev der uddelt over 1000 gaver.
I sin takketale ved modtagelsen af erhvervsprisen lagde Allan Muff da også vægt på at have hjerte med i alt, hvad man laver.
- Når der er krise og nedtur, så bliver vi vågne og opmærksomme. Vores sind vågner, og vi udvikler os. Der er systemer og regler nok i verden, i Danmark og også i Hvidovre. Det vi har gjort sammen for vores brødre og søstre i Ukraine har vist det modsatte af systemer og regler. Det er sket ud fra hjertet - fordi vi ikke kunne andet. Lad os fortsætte den vej sammen for vores fælles ønske om fred, sagde han fra scenen.
STATE OF WOW var i skarp konkurrence med Avedøreværket/Ørsted og Spar Nord Bank Hvidovre om årets erhvervspris.
Avedøreværket, som Ørsted ejer og driver, var nomineret for deres kontinuerlige fokus på bæredygtighed. Avedøreværket bliver fx en nøgleaktør i Power-to-X-flagskibsprojektet ’Green Fuels for Denmark’, hvor ambitionen er at producere nok brint på Avedøre Holme til at gøre indenrigsflytrafikken bæredygtig allerede i 2027.
Spar Nord Bank var nomineret for sit store lokale engagement, bl.a. via sponsorater af en række lokale idrætsforeninger, Hvidovre IF, Hvidovre Volleyballklub, Team Rynkeby Vestegnen, Hvidovre Ishockeyklub, Stafet for Livet – Hvidovre, OL-puljen og donationer til Mødrehjælpen. Herudover er Spar Nord dedikerede til arbejdet med at udvikle Hvidovres bymidte.
(På billedet over artiklen ses direktør i STATE OF WOW, Jan Møllbach, ejer Allan Muff, borgmester Anders Wolf Andresen samt kommunaldirektør Jakob Thune)