Kære virksomheder,
I er en vigtig del af fællesskabet i Hvidovre Kommune, og jeg tror på, at dialog og samarbejde med jer er afgørende i arbejdet med at udvikle vores fælles by i den bedst mulige retning. Som I måske efterhånden ved, så er min grundholdning nemlig, at vi kan mere sammen end hver for sig.
Samarbejde og partnerskaber var også grundtanken bag et velbesøgt inspirationsmøde om symbioser, vi for nylig holdt for virksomhederne på Avedøre Holme, og som I kan læse mere om i denne udgave af Erhvervsnyt. Ideen om virksomhedssymbioser er ved at brede sig i det danske erhvervsliv, og det er ikke uden grund: Det er godt for både klimaet, miljøet og pengepungen, når én virksomheds restprodukt kan bruges i en anden virksomheds produktion.
Og heldigvis oplever jeg, at interessen for symbioser og et øget samarbejde mellem virksomheder er stor. Der er jo allerede et spændende arbejde i gang for at udvikle Avedøre Holme i BID-netværket, hvor virksomheder, Industri- og Grundejerforeningen samt kommunen arbejder sammen om forskellige indsatser, bl.a. en øget biodiversitet, vedvarende energi og fælles affaldsløsninger. Med symbiose-tanken er mulighederne for vækst og grøn omstilling endnu større, og jeg glæder mig til at følge det videre arbejde.
Der skal nemlig ikke være nogen tvivl om, at vi vil den grønne omstilling her i Hvidovre. Fx vedtog vi i slutningen af 2022 en ny lokalplan for Avedøre Holme, og udover at sikre bedre udviklingsmuligheder for områdets virksomheder, giver den også den grønne omstilling et skub. Med den nye lokalplan bliver der derfor fremover stillet krav til nybyggeri om, at det skal have grønne tage eller solceller på taget, ligesom planen har tiltag for at fremme vedvarende energi og cyklisme.
Vi ved godt, at nye lokalplaner kan være svære at finde rundt i, så kontakt endelig vores planafdeling eller Erhvervskontakten, hvis I har spørgsmål til de nye muligheder og rammer.
I det hele taget er I altid velkomne til at række ud til vores Erhvervskontakt, hvis I har spørgsmål, behov for vejledning eller gode ideer til projekter, vi kan arbejde sammen om. Det gør I ved at skrive til erhvervskontakten@hvidovre.dk eller ringe på tlf. 3639 3800.
Med venlig hilsen
Anders Wolf Andresen, borgmester i Hvidovre Kommune