Borgmesteren har ordet

Oktober |

God infrastruktur og god adgang til kvalificeret arbejdskraft var to af de parametre, Hvidovre Kommune scorede højest på, da Dansk Industri for nylig offentliggjorde sin årlige måling af kommunernes erhvervsvenlighed.

Hvidovre scorer også højt på den grønne udvikling, og det er jeg selvfølgelig glad for. Men det er faktisk dialogen og samarbejdet med jer virksomheder, som jeg ser som et af de vigtigste parametre i vores erhvervsindsats. Derfor er det også et område, vi prioriterer, og det vil blive en vigtig del af strategien for Hvidovres udvikling - det vi kalder Hvidovrestrategien. Den arbejder vi på netop nu, og den forventes at komme i høring til næste år. Jeg håber, at også I virksomheder her vil byde ind med jeres ideer og kommentarer.

Som nogle af jer måske har hørt, har Vejdirektoratet for nyligt offentliggjort sit forslag til en udvidelse af Amagermotorvejen, der skal forbedre fremkommeligheden til og fra København og adgangen til Avedøre Holme. I Hvidovre bakker vi op om udvidelsen, fordi den er nødvendig for at afhjælpe den trængsel, bilister oplever på strækningen. Men vi er langt fra tilfredse med den støjløsning, som Vejdirektoratet har lagt op til med støjskærme langs dele af strækningen.

Vi ønsker i stedet en fuld overdækning af motorvejen med solceller, så vi både kan dæmpe støjen, men også gribe muligheden for at skabe grøn energi. Det er en løsning, vi fortsat vil arbejde for – omend det nok bliver i lidt mindre skala, end vi kunne ønske os. Det kan du bl.a. læse mere om i denne udgave af Erhvervsnyt.

Her kan du også læse om de fantastiske resultater, vi nu kan dokumentere fra et stort biodiversitetstiltag på Avedøre Holme. Her viser en insekttælling, at det gør en kæmpe forskel, når vi omlægger almindelige græsområder til vild natur. Det er et tydeligt bevis på, at vores virksomheder er en vigtig brik i arbejdet med at få mere natur og flere dyrearter tilbage i hovedstadsområdet. Natur og erhverv er ikke hinandens modsætninger, men de både kan og bør gå hånd i hånd.

Budgettet for det kommende år er netop kommet på plads, og det kan du også læse mere om i denne udgave af Erhvervsnyt. Det har været en hård opgave, fordi udgifterne bliver flere, og indtægterne færre end forventet. Men det er en opgave, vi skulle løse - og vi har gjort vores bedste for at holde hånden under vores velfærd og samtidig sikre rammerne for en stadig udvikling af vores kommune.

Jeg går nu på barsel i tre måneder. Sidste år blev jeg far til lille Sofie, og selvom jeg elsker at være hele Hvidovres borgmester, så er det også vigtigt for mig at prioritere hende og vores lille familie. Jeg glæder mig derfor meget til tre måneder, hvor hun kan være mit primære fokus.

Og selvom jeg nok ikke kan lade være med at følge lidt med fra sidelinjen, så er jeg tryg ved at overlade borgmesterposten til 1. viceborgmester Søren Friis Trebbien, indtil jeg vender tilbage til borgmesterkontoret den 1. januar 2024. Jeg håber, I vil tage godt imod ham.

 

Venlig hilsen

Borgmester Anders Wolf Andresen