Hvordan kan vi gøre Hvidovre til et endnu bedre sted at drive virksomhed? Det skal en ny undersøgelse blandt Hvidovres virksomheder give svar på.
Undersøgelsen foretages på baggrund af et spørgeskema, som udsendes til de lokale virksomheder, og formålet er at give kommunen og de lokale politikere et billede af de udfordringer og muligheder, virksomhederne i Hvidovre Kommune har og møder.
- Det lokale erhvervsliv er en vigtig del af Hvidovres fællesskab, og vi vil gerne sikre de bedst mulige rammer for at drive virksomhed i byen. Derfor håber jeg, at mange vil give sig tid til at svare på spørgeskemaet og dele deres oplevelser, så vi får et solidt grundlag at arbejde videre på, siger borgmester Anders Wolf Andresen om den kommende undersøgelse.
Det er Økonomiudvalget, som har ønsket at få lavet en undersøgelse af det lokale erhvervsklima. Den lokale undersøgelse skal være et supplement til den årlige undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed, som Dansk Industri står bag. I Dansk Industris undersøgelse er det nemlig kun særligt udvalgte virksomheder, der medvirker, og derfor kan resultaterne være vanskelige for de enkelte kommuner at afkode og bruge i deres arbejde.
- Vi vil gerne et spadestik dybere og høre, hvordan vores lokale virksomheder på tværs af brancher og størrelser oplever det at drive virksomhed i Hvidovre. Hvad er virksomhedernes udfordringer, og hvor ser de muligheder? Hvad går godt, og hvor kan vi gøre det bedre? Det vil vi gerne bede om virksomhedernes hjælp til at tydeliggøre, så vi kan se, hvad vi med fordel kan prioritere i vores lokale erhvervsindsats og service, siger Anders Wolf Andresen.
I spørgeskemaet bliver virksomhederne bl.a. spurgt til, hvilke faktorer der medvirker til, at virksomheden ligger i Hvidovre Kommune, tilfredsheden med kvaliteten, hastigheden og serviceniveauet af kommunens sagsbehandling samt virksomhedens samarbejde med kommunen. Undersøgelsen skal være med til at belyse, hvor tilfredse virksomhederne er med at drive virksomhed i Hvidovre Kommune.
Spørgeskemaerne bliver udsendt på mail til virksomhederne i uge 16.
De enkelte svar i undersøgelsen vil være anonyme, og resultaterne ventes offentliggjort efter sommerferien.