Kære virksomheder,
Sommeren står for døren, men inden feriestemningen breder sig helt, vil jeg gerne dele nogle spændende nyheder med jer om den kommende udvikling i Hvidovre.
Kommunalbestyrelsen har netop sendt Hvidovrestrategien i offentlig høring. Strategien kombinerer vores vision, planstrategi og erhvervspolitik, og den indeholder syv overordnede ambitioner for Hvidovres udvikling. De er samlet under de tre temaer: Velfærd, Fællesskaber og Byens udvikling.
Det lokale erhvervsliv har fået en mere markant rolle i den nye strategi, fordi vi ønsker at tydeliggøre, at I virksomheder er en vigtig del af Hvidovres fællesskab. Derfor håber jeg også, at I som erhvervsdrivende har lyst til at læse Hvidovrestrategien og komme med jeres input og kommentarer til den.
Du kan se Hvidovrestrategien og komme med input her.
Efter sommerferien tager vi også fat på den årlige budgetproces, og også her håber jeg, at I vil deltage aktivt. I Kommunalbestyrelsen ønsker vi nemlig at inddrage borgere, foreninger og erhvervslivet i udviklingen af Hvidovre, vi har brug for jeres input og samarbejde for at finde de bedste løsninger.
Samarbejde er også et af nøgleordene i de store planer for et løft af idræts- og fritidsfaciliteter i Hvidovre, som vi i går lancerede på et pressemøde på Hvidovre Stadion. Vi ønsker er at opføre et nyt atletikstadion med tilhørende faciliteter og udvide Hvidovre Stadion, så det kan leve op til de krav, Divisionsforeningen stiller til et fodboldstadion i Superligaen fra 2028. Vores plan er at finansiere udvidelsen af Hvidovre Stadion med privat kapital i samarbejde med HIF A/S, og de nye faciliteter til atletik mm. skal finansieres ved salg af tre områder ved Hvidovre Stadion til byudvikling. Planerne er kun foreløbige skitser, men jeg glæder mig utrolig meget til at komme i gang med at konkretisere planerne efter sommerferien.
Endelig vil jeg også fortælle, at vi er ved at udarbejde en ny lokalplan for området ved Tårnfalkevej, som ventes færdig inden årets udgang. Planen skal omdanne det ældre erhvervsområde til et moderne byområde med boliger, en dagligvarebutik og serviceerhverv som caféer og fitnesscentre. Jeg glæder mig til at se, hvordan området vil udvikle sig og hvilke virksomheder, der kommer til at ligge i det nye område.
Sidst, men ikke mindst, kan du i denne udgave af Erhvervsnyt læse om Sommertræf 2024, som igen i år holdes på den flotte Nordlund Vingård. Årets Sommertræf løber af stablen den 24. september under temaet ”Sæt grøn strøm til Hvidovre”, og jeg håber at møde rigtig mange af jer til årets festlige netværksarrangement.
God læselyst – og god sommer!
Venlig hilsen
Borgmester Anders Wolf Andresen