Du kan i år gratis få dit barn vaccineret mod influenza hos din egen læge. Børnene vaccineres med en næsespray, og med vaccinationen er du med til at beskytte dit barn, din familie og resten af din omgangskreds mod sygdom.
Det er i høj grad børn, der bidrager til, at influenza spredes i samfundet. Hos langt de fleste børn er influenza en mild infektion med et ukompliceret forløb, men en lille andel af de smittede børn kan risikere at blive alvorligt syge.
I år, hvor COVID-19 stadig er i omløb, og hvor der er en øget risiko for infektioner blandt børn, efter at mange har set færre end de plejer, er det ekstra vigtigt at forebygge al den sygdom, vi kan. Både for at undgå at belaste sundhedsvæsenet og for at beskytte personer i øget risiko. Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen i år vaccination af børn ned til 2 år.
Læs mere på Sundhedsstyrelsens hjemmeside: https://www.sst.dk/da/Influenza/boern