Bor du i hus? Så har du, ligesom alle andre boligejere i Hvidovre, kommunens beholdere til affaldssortering. Beholderne gør det let for dig at sortere dit affald korrekt.
Sådan stiller du dine affaldsbeholdere
Vælg én af disse tre løsninger:
- Beholderne står i skel permanent (enten langs med fortovet eller vinkelret på fortovet, hvor sidste beholder i rækken står max 5 meter inde på grunden).
- Beholderne står længere inde på grunden. Når der skal tømmes, kører du den pågældende beholder frem til skel, senest kl. 6 om morgenen på tømmedagen. Du må gerne køre den ud aftenen inden.
- Beholderne står permanent længere inde på grunden. Du betaler ekstra for, at skraldemanden henter dem dér. Din merpris afhænger af, hvor langt beholderne er placeret fra skel. Kontakt affald@hvidovre.dk, hvis du ønsker denne løsning.
Der skal være minimum 10 cm afstand mellem hver beholder, uanset hvor de er placeret på grunden, og med god plads omkring, så skraldemanden kan komme til.
Bemærk, at beholderen (eller beholderne, hvis du har flere) til haveaffald altid skal stilles helt ud til skel. Ellers bliver de ikke tømt.
På hvidovre.dk/affald kan du finde en affaldskalender for din adresse, så du kan se, hvilke dage vi kommer og tømmer. Du kan også downloade app’en Affaldsportal, hvis du hellere vil have overblikket digitalt.