Hver en dråbe tæller, når der skal være drikkevand til alle – og det er heldigvis nemt at spare. Få fem gode råd til hvordan.
Når sommervarmen stiger, følger vores vandforbrug med. Det er helt naturligt. Men vi skal passe på det vand, vi har.
Så drik gerne mere vand, end du plejer, her i sommervarmen, men tænk også over, om der er andre steder, du kan skære ned på dit vandforbrug.
Det er nemlig vigtigt, at vi sammen holder vandforbruget nede. HOFOR, som leverer vores vand, kan se, at vandforbruget er stigende, men der er grænser for, hvor meget vand de kan levere.
Derfor har HOFOR fem gode råd til at komme gennem sommervarmen uden at skrue meget op for vandforbruget:
- Lad være med at vande din græsplæne! Den kan sagtens klare sig uden.
- Brug en vandkande, når du vander dine blomsterbede og blomsterkrukker – vandslangen er en vandsluger, som bruger 12 liter vand pr. minut.
- Lad være med at vande om dagen, hvor det meste vand fordamper, før det når planterødderne.
- Store havepools bruger rigtig meget vand. De største bassiner bruger lige så meget vand, som en enkelt dansker bruger på et halvt år. Så pas på med dem, brug et lille soppebassin – eller endnu bedre: køl dig ned i et af de mange havnebade eller i havet.
- Hvis der skulle komme en byge, kan du samle regnvand fra taget i en regnvandstønde, det kan du bruge til at vande med i stedet for at bruge drikkevand til blomsterne.
Hvis du følger de fem gode råd, kan du være med til at passe på drikkevandet.