Den 22. april er international cirkusdag. Den markeres på Cirkusmuseet med en bugtaler, en cirkusprinsesse og muligheden for selv at prøve kræfter med artisteri.
"Cirkus giver så mange fantastiske oplevelser, der viser os, hvad vi ikke tror er muligt og henfører os i et magisk univers i den tid en cirkusforestilling varer. Derfor er det til stadighed værd at fejre cirkuskunsten, og det gør vi i den grad denne dag", siger museumschef Mikkel Knudsen, der hvert år ser frem til denne særlige festlige dag.
Den legendariske bugtaler Preben Palsgaard optræder kl. 13 i Fægtesalen, men inden kan du fra kl. 10.30-12.30 selv prøve artisteriet i trapez, på line eller med jongleringsbolde i hænderne. På selve museet er der åbent med kreative aktiviteter og skattejagt fra kl. 10-14. Entré og alle aktiviteter på Cirkusmuseet og i Fægtesalen er gratis denne dag.
Vil du høre mere om cirkuslivet, er der kl. 11.15-12.15 gratis foredrag med cirkusprinsessen Katja Enoch i Auditoriet 100 meter fra museet. Katja er vokset op i en cirkusfamilie, hvis cirkusslægt går helt tilbage til 1800 tallet. Fra 1977-2016 drev familien Enoch, Cirkus Dannebrog, der blev regnet som et af de store cirkus i Danmark, så der er basis for spændende fortællinger.
Dagen slutter med Cirkus Baldonis forestilling i deres telt, der i dagens anledning er slået op i Avedørelejren. Billetter til forestillingen købes via Baldoni.
Dagen er arrangeret af Cirkusmuseet og Danske Cirkusvenner.