Hvidovre Kommune har nu endelig modtaget retningslinjerne fra Skattestyrelsen omkring den fremtidige momspraksis på affaldsområdet.
Det betyder, at Hvidovre Kommune kan indarbejde en ny momspraksis for området i forbindelse med taksterne for 2025.
De nye retningslinjer kan ikke nå at få konsekvenser for taksterne for næste år, da de blev fastsat med det allerede vedtagne budget for 2024.
Den moms, der er blevet opkrævet for meget, vil blive efterreguleret. Hvordan det vil ske, skal nu afklares nærmere.
Ændringerne på affaldsområdet kommer, fordi Landsskatteretten i efteråret 2020 slog fast, at kommuner og kommunalt ejede forsyningsselskaber ikke skal lægge moms på regningen for afhentning af affald.
Med dommen fulgte dog ikke retningslinjer fra Skattestyrelsen for den nye momspraksis på affaldsområdet, ligesom der var lagt op til en række andre ændringer på området, bl.a. en selskabsgørelse af affaldsydelserne.
Derfor fortsatte Hvidovre ligesom en række andre kommuner med at opkræve momsen, indtil alle ændringer var afklaret.
Affaldsområdet bygger på det såkaldte ”hvile-i-sig-selv”-princip, som betyder, at der ikke må være overskud på ordningen. De opkrævede takster dækker således kun de reelle udgifter på affaldsområdet.
Det nye styringssignal fra Skattestyrelsen om moms på affaldsområdet kan læses her