Naturskaderådet har torsdag afgjort, at kysten mellem Avedøre Holme og Dragør Havn, inkl. Hvidovre og Kalveboderne, også er en del af stormflodsområdet efter stormfloden den 20.-21. oktober 2023.
Området er blevet udvidet som følge af yderligere oplysninger i forhold til dem, som lå til grund for Naturskaderådets oprindelige afgørelse.
Det drejer sig bl.a. om henvendelser fra ramte borgere og supplerende vandstandsdata. De nye oplysninger betyder, at weekendens vandstand i Hvidovre nu overgår en 20-årshændelse.
Naturskaderådets afgørelse betyder, at skaderamte i Hvidovre også har mulighed for at søge om erstatning fra Naturskadepuljen. Det gælder erstatning for skader på bygninger eller løsøre, der er opstået som følge af den forhøjede vandstand.
En eventuel anmeldelse af skader i de tilføjede områder skal ske senest 26. december 2023.
Læs her, hvordan du anmelder en skade og kan opnå erstatning (åbner i nyt vindue).
Det er Naturskaderådet, som afgør, hvorvidt der har været stormflod i et område på et givet tidspunkt. Afgørelsen træffes efter udtalelser fra DMI og Kystdirektoratet. For at der kan erklæres stormflod, skal der være tale om en hændelse, som statistisk sker sjældnere end hvert 20. år.
Stormflod er en oversvømmelse, der skyldes ekstrem høj vandstand i havet. Stormfloder i Danmark varierer meget i styrke og kan ramme kysterne i månederne oktober til april.