Pensionistlån til betaling af grundskyld overgår til Skatteforvaltningen

Oktober |

Du kan ansøge om et pensionistlån til betaling af din grundskyld, hvis du eller din ægtefælle har nået folkepensionsalderen – eller modtager pension, delpension, seniorpension, tidlig pension eller efterløn.

Pensionistlån skal som hovedregel først betales tilbage, når du sælger din ejendom. Men du kan vælge at stoppe lånet tidligere eller indbetale et valgfrit beløb, hvis og når du ønsker det.

I 2024 overtager Skatteforvaltningen låneordningen fra kommunerne – og du kan ansøge om et pensionistlån via TastSelv/boligskattelån, som du finder på skat.dk.

Hvis du har et aktivt pensionistlån i kommunen, vil Skatteforvaltningen automatisk oprette et nyt lån, når staten overtager låneordningen i 2024. Det nye lån vil gælde for skatteåret 2024. Din grundskyld opkræves således ikke via forskudsopgørelsen for 2024, men det anslåede lån til grundskyld vil fremgå her.

Skatteforvaltningen vil på et senere tidspunkt tinglyse sikkerhed for lånet. Når skatteåret 2024 er slut, vil det endelige lån til grundskyld blive stiftet. Herefter vil det fremgå af en personlig låneoversigt på TastSelv på skat.dk.

Gamle lån bliver hos kommunen

Alle pensionistlån hos kommunerne bliver standset, når Skatteforvaltningen overtager låneordningen den 1. januar 2024. Lånene sættes i bero, men der vil fortsat komme renter på.

Lån oprettet før 2024 skal fortsat betales tilbage til kommunen. Du behøver dog ikke betale lån eller renter tilbage, før du sælger den ejendom, du har lån i.

Læs mere om pensionistlån på vurderingsportalen (åbner i nyt vindue)