Traditionen tro inviterer Cirkusmuseet til hyggelig fastelavnsfest for hele familien i Avedørelejren fastelavnssøndag den 11. februar.
På dagen kan du blive sminket som den sjoveste klovn eller fineste prinsesse af dygtige sminkører fra kl. 10-14. Du kan også slippe fantasien løs og give din udklædning et sidste touch med en sjov hat eller en kreativ fastelavnsmaske på det kreative værksted, der har åbent kl. 10-15.
Kl. 11 og 14 kan du lade dig imponere, når det lokale børne- unge cirkus Cirkus Arcus optræder i Fægtesalen.
Kl. 13 er der tøndeslagning for alle aldersgrupper på Alarmpladsen bag museet, og der er kroner til de heldige kattedronninger og -konger. Der vil være slikposer til alle deltagende børn ved tøndeslagningen.
Når sulten melder sig, er det muligt at slå sig ned i museets hyggelige café, hvor der blandt andet sælges toast, snacks og drikkevarer. Alle aktiviteter er gratis og kræver ingen tilmelding.
Der er altså rig mulighed for at få en festlig fastelavnsdag for både store og små i Avedørelejren. Arrangementet er sponsoreret af Grundejerforeningen Avedørelejren og Hyundai Hvidovre.