Får jeg så penge tilbage, for de dage mit affald ikke blev hentet som normalt?
Den manglende afhentning af affald betyder ikke, at du som borger vil få penge direkte tilbage.
Men affaldsområdet bygger på et såkaldt ”hvile i sig selv”-princip – det vil sige, at der kun opkræves affaldsgebyrer svarende til områdets udgifter, så området balancerer (går i nul) over en periode.
Skulle den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse derfor medføre færre eller flere udgifter på området, vil det blive indregnet i kommende års opkrævninger.
Hvad gør I for at løse problemet?
Der har været arbejdet med arbejdsmiljø og trivslen blandt medarbejderne i Affald og Ressource.
Den 26. februar modtog Hvidovre Kommune så en klage fra Fagforeningen 3F på vegne af medarbejdere over dårligt arbejdsmiljø og ulovligheder.
Det blev på den baggrund besluttet at få en ekstern advokat til at undersøge den alvorlige klage og arbejdsmiljøet generelt. Den undersøgelse er gået i gang.
Den forventes at tage cirka 2-3 uger. På baggrund af undersøgelsens konklusioner og anbefalinger bliver det besluttet, hvilke skridt der skal tages for at sikre et godt arbejdsmiljø for alle medarbejdere i Affald og Ressource.
Hvidovre Kommune ønsker at have et fast og veldokumenteret grundlag for at træffe beslutninger i en så alvorlig sag.
Vi har kontaktet en ekstern arbejdsmiljørådgiver, som kan hjælpe med den videre proces med at forbedre arbejdsmiljøet. Der er desuden tilbud om psykolog til den enkelte på arbejdspladsen.
Hvorfor har I ikke hjemsendt den leder, som en gruppe medarbejdere kræver fjernet?
Vi har som offentlig arbejdsplads såkaldt undersøgelsespligt. Det betyder, at vi har pligt til at undersøge tingene grundigt, før vi handler på anklager.
Beslutninger skal træffes på et oplyst og dokumenteret grundlag. Derfor er en ekstern advokat blevet bedt om at undersøge medarbejdernes klage og arbejdsmiljø, og den undersøgelse er sat i gang. Den forventes færdig i løbet af et par uger.
På baggrund af undersøgelsens konklusioner og anbefalinger bliver det besluttet, hvilke skridt der skal tages for at sikre et godt arbejdsmiljø for alle medarbejdere i Affald og Ressource.
Både ledere og medarbejdere har nogle grundlæggende rettigheder, som vi som arbejdsgiver selvfølgelig skal efterleve. Som offentlig arbejdsplads skal vi overholde regler og overenskomster.