Renovationsfolk har genoptaget arbejdet

Marts |

Opdatering tirsdag kl. 9.15

Der bliver fortsat hentet affald - følg med i Affald & Genbrugs driftsstatus:
https://www.hvidovre.dk/borger/affald-og-genbrug/affald-nyheder-og-driftsstatus/


Opdatering mandag kl. 10.25

Der bliver fortsat hentet affald - og fredagens opdatering herunder er stadig aktuel.


Opdatering fredag kl. 9.45

Der bliver fortsat hentet affald, og vi forsøger at nå de normale ruter.

På grund af omstændighederne i den seneste tid, er der dog endnu ikke helt normal drift på området.

Vi forsøger at indhente den manglende indsamling, men kan endnu ikke sige, hvornår vi er i mål.

Hvis du har fået tømt din normale mad- eller restbeholder og samtidig har brugt en anden beholder til mad-eller restaffald, som ikke er blevet tømt, må du meget gerne melde det ind i affaldsapp'en eller via vores hjemmeside.

Her kan du få et overblik over, hvornår der er planlagt afhentning af de forskellige typer affald på din adresse.

Vi beklager de gener, den manglende tømning giver.

 

Opdatering torsdag kl. 10.00

Der bliver i dag hentet affald efter den normale køreplan.

Der bliver hentet ekstra affald, når der er mulighed for det.

Vi er opmærksomme på, at nogle borgere ikke har fået tømt de ekstra beholdere, de har sat ud med mad- eller restaffald. De vil blive indsamlet snarest muligt, så vi opfordrer til, at du bare lader dem stå.

 

Opdatering onsdag 07.15:

Alle medarbejdere på affaldsområdet har i dag genoptaget arbejdet, så der bliver i dag indsamlet alle typer affald.

Det betyder, at du får hentet de typer affald, du plejer at få hentet om onsdagen.

Der bliver kørt på de sædvanlige ruter, og vi forsøger at indhente de seneste dages manglende indsamling, så hurtigt som muligt. Der kan dog godt gå et stykke tid, før vi har indhentet efterslæbet og hentet al affald hos jer.

Du har ikke fået en besked i appen Hvidovre Affald, som du plejer, fordi de blev planlagt til udsendelse i går, hvor der stadig var arbejdsnedlæggelse. Du vil fra i eftermiddag igen få besked i appen, som du plejer.

Du kan gå ind på hjemmesiden her, og se hvilke typer affald og genbrug, der bliver hentet på din adresse i dag: https://www.hvidovre.dk/.../affald-og.../affaldsordninger/

Hvis du i mellemtiden har brug en anden beholder til mad- eller restaffald, beder vi dig markere den med fx et lille skilt, så vi kan tage den med, når vi kommer og tømmer.

Vi beklager de gener, den manglende tømning har givet.

 

Opdatering tirsdag kl. 9.45:

Der vil i dag blive hentet storskrald i Hvidovre, men der bliver fortsat ikke indsamlet øvrige affaldstyper.

I dag prioriterer vi at køre ekstra beholdere til mad- og restaffald ud til de store etageejendomme. Det skal sikre en hjælpende hånd til flest mulige borgere.

Begrænsningerne i affaldsindsamlingen skyldes en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse blandt en gruppe medarbejdere.

Vi beklager meget de gener, det giver.

 

Husk, at hvis du har for meget rest- eller madaffald, kan du som nødløsning bruge din pap- eller haveaffaldsbeholder. Du skal dog tømme den først, så de forskellige typer affald og genbrug ikke bliver blandet sammen. Du må meget gerne markere skraldespanden med fx et lille skilt, så indholdet er tydeligt, når vi igen får mulighed for at indsamle affald.

Plast, mad- og drikkekartoner kan kommes i en gennemsigtig pose og stilles ved siden af skraldespanden, når vi igen kan hente affald.

Hvidovre Genbrugsplads er også fortsat åben, hvor man kan aflevere fx storskrald, pap og haveaffald.

 

Opdatering mandag kl. 8.45:

Vi har fortsat ikke fuld bemanding på affaldsområdet på grund af den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse blandt medarbejdere.

Derfor prioriterer vi i dag at hente mad- og restaffald fra de mest sårbare borgere på plejehjem og institutioner.

Vi ved endnu ikke, hvornår vi igen kan hente affald hos alle borgere. Har du for meget affald, kan du nedenfor se gode råd til, hvad du kan gøre.

Vi beklager meget de gener, den manglende afhentning giver.

 

Opdatering fredag kl. 15.45:

Der vil tidligst blive afhentet affald igen fra næste uge som konsekvens af en gruppe medarbejderes overenskomststridige arbejdsnedlæggelse.

Hvis du har for meget rest- eller madaffald, kan du som nødløsning bruge din pap- eller haveaffaldsbeholder. Du skal dog tømme den først, så de forskellige typer affald og genbrug ikke bliver blandet sammen. Du må meget gerne markere skraldespanden med fx et lille skilt, så indholdet er tydeligt, når vi igen får mulighed for at indsamle affald.

Plast, mad- og drikkekartoner kan kommes i en gennemsigtig pose og stilles ved siden af skraldespanden, når vi igen kan hente affald.

Vi beklager meget de gener, den manglende afhentning giver.

Her kan du læse nogle af de mest stillede spørgsmål og svar til situationen på affaldsområdet.

 

Opdatering fredag kl. 8.00:

Der bliver desværre ikke hentet affald i dag, fredag.

En gruppe renovationsmedarbejdere har fortsat den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse, og vi kan endnu ikke sige, hvornår det igen bliver muligt at indsamle affald.

Vi beklager meget de gener, det måtte medføre.

 

Opdatering torsdag 13.30:

Der er fortsat kun kørt med nødberedskab på affaldsindsamlingen torsdag, hvor der er hentet mad- og restaffald fra plejehjem, institutioner og skoler.

Det skyldes, at en gruppe renovationsmedarbejdere torsdag fortsatte den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse og blokerede for de kollegaer, der gerne ville udføre deres arbejde.

Ved dagens fællesmøde er 3F og FH dog blevet pålagt at få deres medarbejdere til at genoptage arbejdet fra fredag morgen kl. 6.00.

Vi forventer derfor, at affaldsindsamlingen kan genoptages fredag, men der kan fortsat være forsinkelser i indsamlingen.

Der bliver fortsat hentet storskrald, men her kan der også være forsinkelser.

 

Opdatering torsdag kl. 8.00

Der blev onsdag hentet storskrald enkelte steder, og det vil der blive igen i dag.

Der er dog fortsat renovationsmedarbejdere, der har nedlagt arbejdet og blokerer for de øvrige skraldevogne. Så det er endnu usikkert, om der kan afhentes øvrigt affald i dag.

 

Opdatering onsdag kl. 17:30:

Nogle borgere har i dag fået besked i affaldsappen om, at de får hentet affald i morgen, torsdag.

Det ved vi dog endnu ikke om er tilfældet. 

Parterne mødes til fællesmøde torsdag kl. 10, og herefter ved vi, om arbejdsnedlæggelsen fortsætter.

Når vi har et overblik over, hvornår det er muligt at hente affald i de forskellige områder af Hvidovre, vil det blive meldt ud i affaldsappen og på hvidovre.dk.

 

Opdatering onsdag kl. 15:00:

Der er fortsat ikke udsigt til, at der bliver afhentet affald i Hvidovre i dag.

Hvis den ulovlige arbejdsnedlæggelse fortsætter torsdag, vil der blive iværksat et nødberedskab.

Her vil de chauffører, der gerne vil arbejde, afhente mad- og restaffald på plejehjem, institutioner og skoler.

Skulle konflikten fortsætte, er 2. prioritet at hente mad- og restaffald i villaer og boligblokke.

Pap, papir, glas, plast metal afventer, hvordan situationen udvikler sig.

Når vi har et overblik over, hvornår det er muligt at hente affald i de forskellige områder af Hvidovre, vil det blive meldt ud i affaldsappen og på hvidovre.dk.

 

Opdatering kl. 10.20:

Som situationen er nu, forventer vi ikke, at der bliver afhentet affald i Hvidovre i dag.

Der bliver heller ikke afhentet storskrald.

 

Kl. 8.20:

En gruppe medarbejder i Affald og Ressource har onsdag morgen nedlagt arbejdet.

Medarbejderne har blokeret adgangen til materielgården, så ingen skraldevogne på nuværende tidspunkt kan køre ud for at hente affald.

Vi oplyser yderligere, når vi ved, hvilke konsekvenser det vil få affaldsindsamlingen i Hvidovre.