Den 16.-20. september vil man kunne finde et hold grønne medarbejdere fra Hvidovre Kommune i Mågeparken for enden af Tårnfalkevej. I et lille skovområde ved Mågestien vil de vælte, skære og bore i træer, så de kommer til at minde om gamle og døde træer. Det er nemlig gavnligt for biodiversiteten.
Omdannelsen af området vil give lysninger, så der kan vokse planter på skovbunden, og ved at vælte, skære og bore i træerne, kommer der gode levesteder for flere forskellige dyr og svampe.
I juli fik kommunen foretaget en tælling af insekter i skovstykket, og tællingen viste, at mange af de insekter, der er, holder til i kanten af skoven, hvor der er mere lys og flere blomster.