Forslag til Tillæg nr. 2 til Kommuneplan 2021 om dagtilbud i Avedøre

Kommuneplan |

Kommuneplan 2021 indeholder i tema 2.2 om bæredygtige dagtilbud en retningslinje 2.2.1, der fastlægger, at der i det nye byudviklingsområde øst for Byvej skal udlægges et areal til et nyt kombineret dagtilbud, med tilhørende friarealer med plads til omkring 150-200 børn inden for planperioden.

Lokalplanlægningen for det kommende by- og naturområde øst for Byvej sker på baggrund af en helhedsplan, som Kommunalbestyrelsen vedtog i juni 2020. Helhedsplanen indeholder imidlertid ikke arealer til placering af et dagtilbud.

Udviklerne af de kommende boligbebyggelser er utilfredse med, at placering af et dagtilbud i området kommer som et ønske så sent i forløbet, og at det i givet fald vil reducere antallet af mulige boliger med ca. 35. Desuden er det administrationens vurdering, at der potentielt kan forventes en bekostelig udgift for kommunen til fjernelse eller oprensning af jorden, der er under mistanke om forurening med pesticider i dele af området.

Efter en samlet vurdering af ovenstående har Kommunalbestyrelsen besluttet at ændre kommuneplanens retningslinje 2.2.1, og at der skal findes en alternativ lokalitet, hvor en daginstitution på sigt skal placeres. Det vurderes, at der først bliver behov for et dagtilbud i slutningen af dette årti, og der er derfor god tid til at vælge den endelige placering og tilvejebringe det nødvendige plangrundlag for dagtilbuddet.

Kommuneplantillægget ændrer retningslinje 2.2.1, så det ikke er et krav, at det store dagtilbud skal placeres inden for byudviklingsområdet øst for Byvej. Det fastholdes, at der skal udlægges et areal til et nyt stort dagtilbud inden for planperioden, dvs. perioden frem til 2032, men den konkrete placering kan ske andre steder i Avedøre bydel.

Offentlig høring

Du har mulighed for at komme med bemærkninger, ændringsforslag, indsigelser mv. til planforslaget. Dine bemærkninger vil indgå i kommunalbestyrelsens endelige behandling af sagen. Vi skal have dine bemærkninger til planforslaget senest den 29. december 2022.

Du bedes sende dine høringssvar gennem kommunens høringsportal her på siden. Du kan også sende dine bemærkninger pr. brev til: Center for Plan og Miljø, Høvedstensvej 45, 2650 Hvidovre.

Miljøvurdering

Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) stiller i visse tilfælde krav om, at der skal laves en miljøvurdering af den pågældende plan. I forbindelse med udarbejdelsen af forslaget til kommuneplantillæg er der gennemført en screening af planens miljøpåvirkning.

Kommunen har efter miljøvurderingslovens § 10 vurderet, at der ikke skal gennemføres en miljøvurdering, jævnfør § 8, stk. 1 og 2.

Kommuneplantillægget udpeger ikke et specifikt område i Avedøre til nyt dagtilbud og vil ikke muliggøre anlægsarbejder, som er omfattet af lovens bilag, eller projekter, der i størrelse eller karakter vurderes at få en væsentlig indvirkning på miljøet.

På baggrund af screeningen har kommunen vurderet, at kommuneplantillæggets gennemførelse ikke vil have en væsentlig indvirkning på miljøet i lovens forstand. Derfor er der ikke udarbejdet en fuld miljøvurdering i overensstemmelse med § 10 i Lov om Miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).

Print
Info
Type
Høring
Høringsperiode
1. december 2022 til 29. december 2022
calender Frist for høringssvar
29. december 2022