I 2030 skal den lokale CO2-udledning i Hvidovre være sat ned med 80 %, og i 2045 skal vores by være CO2-neutral. Det er kommunalbestyrelsens målsætning i den klimaplan, der nu bliver sendt i offentlig høring hos Hvidovres borgere, virksomheder og andre interesserede.
Hvis Klimaplanens mål skal nås, skal både kommunen, borgerne og virksomhederne arbejde for at mindske CO2-udledningen og ruste byen til klimaforandringerne. Klimaplanen indeholder mange forslag til, hvad man kan gøre for at blive klimaneutral, og hvordan kommunen kan gøre det lettere for dig.
Hvidovre Kommune har bl.a. til opgave at være brobygger og tage initiativ til samarbejder og formidling af viden, som gør virksomheder og borgere i stand til selv at gøre en forskel for klimaet. Der skal f.eks. fortsat afholdes informationsmøder om fjernvarme, varmepumper og energibesparelser.
Andre forslag, som f.eks. energirådgivning til borgere og virksomheder, kræver, at der sættes nye penge af i kommunens budget. Økonomien til de tiltag er endnu ikke blevet prioriteret.
Frem mod 2030 er de vigtigste tiltag, at få udbredt fjernvarmen til hele Hvidovre, at energitjekke boliger og bygninger og sætte energiforbruget ned, at arbejde for grøn elforsyning og at omstille transporten, så den bliver fossilfri.
Du har mulighed for at komme med bemærkninger og ændringsforslag til forslaget til Klimaplanen. Dine bemærkninger vil indgå i Kommunalbestyrelsens endelige behandling af Klimaplanen. Vi skal have dine bemærkninger til forslaget senest den 26. oktober 2022.
Du bedes sende dine høringssvar gennem kommunens høringsportal her på siden. Du kan også sende dine bemærkninger pr. brev til: Center for Plan og Miljø, Høvedstensvej 45, 2650 Hvidovre.
I forbindelse med den offentlige høring bliver der afholdt to infomøder om forslaget til Klimaplan. Det ene møde er for virksomheder og finder sted den 10. oktober 2022, kl. 14:30-15:30 i auditoriet på TEC Hvidovre, Stamholmen 215, 2650 Hvidovre.
Det andet møde er for borgere og finder sted den 12. oktober 2022, kl. 19:00-21:00 i Medborgerhuset Kometen, Hvidovrevej 280, 2650 Hvidovre.
På møderne bliver Klimaplanen præsenteret, og der er mulighed for at komme med input.
Høringssvar