Hvidovre Kommune har den 7. oktober 2022 meddelt tidsbegrænset dispensation fra § 4.3 i Lokalplan 316 og tidsbegrænset landzonetilladelse til at anvende arealer i Hvidovre Havn til jorddeponi og oplag af byggematerialer. Begge tilladelser udløber den 31. december 2023.
Det er et vilkår for tilladelsen, at eksisterende terræn og beplantning på arealerne genetableres som før etablering af jorddeponi og oplag, senest 1 år efter endt brug.
Tilladelsen omfatter ændret anvendelse af et ubebygget areal på ca. 2.000 m² syd for havnebassinet til etablering af et midlertidigt jorddeponi i form af geotubes. Heri skal bundslam opsuget fra havnen lagres og drænes for havvand, før den bliver kørt til andet jorddeponi. Tilladelsen giver mulighed for at etablere en mindre jordvold på 0,4 meter rundt om geotubes og lægge en membran under dem, for at forhindre nedsivning af drænvandet, samt placere et polymeranlæg og en mandskabsvogn, ligesom et vildthegn omkring hele arealet. Derudover er der mulighed for at bruge et areal på 3-400 m² nord for havnebassinet til oplag af byggematerialer, eventuelt i container.
Det fremgår af ansøgningen, at der ikke vil være nævneværdige lugtgener i forbindelse med dræning af bundslammet. Både terræn og beplantning på arealerne vil efter anlægsfasen blive genetableret, som de fremstår i dag.
Dispensation fra lokalplanen er meddelt i henhold til planlovens § 19. Landzonetilladelsen er meddelt i henhold til planlovens § 35.
Hvis du har spørgsmål til de to afgørelser, kan du kontakte Center for Plan og Miljø på telefon 36 39 36 39 eller på e-mail plan@hvidovre.dk.
Klagevejledning
Hvis du ønsker at klage over denne afgørelse, kan du klage til Planklagenævnet. Klagen skal indgives inden den 4. november 2022.
Du klager via Klageportalen, som du finder via www.naevneneshus.dk , www.borger.dk eller www.virk.dk . Du logger på Klageportalen med NEM-ID. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Hvidovre Kommune via Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr til Planklagenævnet på 900 kr. for borgere og 1.800 kr. for virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder.
I Klageportalen sendes din klage automatisk først til Hvidovre Kommune. Hvis Hvidovre Kommune fastholder afgørelsen, sender kommunen klagen videre til behandling i nævnet via Klageportalen. Du får besked om videresendelsen.
Planklagenævnet afviser din klage, hvis du sender den uden om Klageportalen, medmindre du forinden er blevet fritaget for brug af Klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Hvidovre Kommune. Hvidovre Kommune videresender herefter din anmodning til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt du kan fritages. Se betingelserne for at blive fritaget på www.naevneneshus.dk
Eventuel domstolsprøvelse
Hvis du vil have afgørelsen behandlet af en domstol, skal søgsmål til prøvelse af afgørelsen være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen er offentligt bekendtgjort.