Forslag til Lokalplan 473 for rækkehuse i Engstrupgaards Ejerlaug

Lokalplan |
Vej ved Engstrupgaards Ejerlaug Vej ved Engstrupgaards Ejerlaug

Baggrund og formål med lokalplanen

Grundejerforeningen Engstrupgaards Ejerlaug omfatter en eksisterende rækkehusbebyggelse med 24 boliger på Engstrupgårdsvej 1-27 og Engvadvej 2-20 i Avedøre.

I forbindelse med en konkret byggesag inden for rækkehusbebyggelsen blev kommunen opmærksom på, at der på langt de fleste ejendomme i bebyggelsen er opført fx udhuse, overdækninger og udestuer uden tilladelse og i strid med det gældende plangrundlag. Bebyggelsen er i dag omfattet af en ældre byplanvedtægt, der regulerer bebyggelse gennem udlæg af byggefelter. Der kan ikke dispenseres til bebyggelse uden for byggefelterne, da dette indgår i byplanvedtægtens principielle indhold.

Der er derfor udarbejdet en ny lokalplan for at få et nyt, ajourført plangrundlag for bebyggelsen. Denne lokalplan skal danne grundlag for lovliggørelse af dele af den eksisterende bebyggelse og regulere fremtidig bebyggelse i området.

Offentlig høring og informationsmøde

Planforslaget vil være i offentlig høring i fire uger i perioden fra den 5. april til den 3. maj 2023.

Vi vil gerne høre, hvad du mener om planforslaget. Der er derfor mulighed for at komme med bemærkninger, ændringsforslag, indsigelser mv. til planforslaget. Disse bemærkninger vil indgå i kommunalbestyrelsens endelige behandling af forslaget. Du kan indsende dine bemærkninger her på siden.

Du kan også sende dine bemærkninger pr. brev til:

Hvidovre Kommune, Center for Plan og Miljø

Høvedstensvej 45

2650 Hvidovre

Bemærkningerne skal være kommunen i hænde senest den 3. maj 2023.

I forbindelse med den offentlige høring afholdes der et offentligt informationsmøde, hvor lokalplanen vil blive præsenteret, og der vil være mulighed for at stille spørgsmål. Alle er velkomne, og der kræves ikke tilmelding.

Informationsmødet afholdes onsdag den 19. april 2023, kl.18.30 – 20.00, på Avedøre Bibliotek og Kulturhus, mødelokalet ”Aulaen”, Hovedstien 14, 2650 Hvidovre.

Midlertidige retsvirkninger

Efter § 17 i planloven må ejendomme ikke bebygges eller udnyttes sådan, at det kan foregribe den endelige lokalplans indhold. Dette gælder, indtil lokalplanen er vedtaget endeligt og offentliggjort, dog højst ét år efter forslagets offentliggørelse.

Miljøvurdering

Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) stiller i visse tilfælde krav om, at der skal laves en miljøvurdering af den pågældende plan. I forbindelse med udarbejdelsen af lokalplansforslaget er der gennemført en screening af planens miljøpåvirkning.

Kommunen har efter miljøvurderingslovens § 10 vurderet, at der ikke skal gennemføres en miljøvurdering, jævnfør § 8, stk. 1 og 2.

Lokalplanen gælder for et mindre afgrænset område. Og der vurderes ikke at fremkomme nye oplysninger gennem en miljøvurdering. Lokalplanen fastlægger alene anvendelsen samt mindre bygningsomdannelser af et mindre område på lokalt plan. Planen muliggør ikke anlægsarbejder, som er optaget i lovens bilag, eller projekter, der i størrelse og karakter vurderes at få væsentlig indvirkning på miljøet.

På baggrund af screeningen har kommunen vurderet, at lokalplanens gennemførelse ikke vil have en væsentlig indvirkning på miljøet i lovens forstand. Derfor er der ikke udarbejdet en fuld miljøvurdering i overensstemmelse med § 10 i Lov om Miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) (lovbekendtgørelse nr. 1225 af 25. oktober 2018).

Print
Info
Type
Høring
Høringsperiode
5. april 2023 til 3. maj 2023
calender Frist for høringssvar
3. maj 2023

Høringssvar

Bente | 28-04-2023 08:13:25
Engstrupgårdsvej 23
2650 Hvidovre
Åben overdækning langs hovedfacade
Jeg foreslår, at det skal være tilladt at have en lukket overdækning på ankomstsiden, da der allerede i adskillige år har eksisteret 3 på Engstrupgårdsvej. Jeg synes ikke, det ødelægger karakteren af rækkehusbebyggelse, da forhaverne alligevel er meget forskelligt indrettet, og det er stadig muligt at se dele af facaden gennem vinduespartierne. En lukket overdækning holder på varmen i huset og er god at tørre tøj i, så man slipper for vådt tøj inde i huset og udgifterne til en tørretumbler. Dette er godt både for indeklima og miljø. Hvis det af brandhensyn ikke er muligt at tillade en lukket overdækning, foreslår jeg, det tillades at have en delvist lukket overdækning.
Susanne | 25-04-2023 16:01:53
Engstrupgårdsvej 27
2650 Hvidovre
Husenes udseende §
I henhold til § 6.2 om vinduernes udseende ønsker jeg, at det bliver tilladt at isætte sprossede vinduer, da det i min optik vil give en mere indbydende og udtryksfuld facade og ses alment benyttet i rødstens huse, fordi de klæder murværket.
Bengt Arthur Bue | 21-04-2023 10:53:58
parallelvej 71
2650 Hvidovre
suppl bemærkninger til mit høringssvar af 14.4.23
Såfremt kommunen vil give tilladelse til 2 overkørsler til ejendommen, Engstrupgårdsvej 1, fra henholdsvis Engstrupgårdsvej og Parallelvej, er det også nødvendigt at ændre § 5, stk. 5, hvori er anført. at der langs Engvadvej og Parallelvej gælder en byggelinje på 3 m fra skel mod vej. Der må ikke opføres bebyggelse på arealet mellem byggelinje og vejskellet. hvis denne bestemmelse fastholdes er den eksisterende carport/tidligere brændeskur ulovlig
Bente | 21-04-2023 08:28:15
Engstrupgårdsvej 23
2650 Hvidovre
Hegn langs fællessti
Jeg foreslår også, at det skal være tilladt at opføre plankeværk langs fællesstien, da jeg personligt føler mig mere tryg ved, at man ikke kan kigge ind udefra. Det er også rart at have en låge i plankeværket med lås på, så man nemt kan komme ud på stien for at fjerne ukrudt m.m.
Jan | 19-04-2023 16:34:42
Engstrupgårdsvej 1
2650 Hvidovre
Nærmere specificering af §8.1 og §8.2
§8.1: Den eksisterende overkørsel fra Parallelvej til Engstrupgårdsvej 1, bør tilføjes til pkt. 8.1. §8.2: Jeg antager, at den nævnte (og eksisterende) overkørsel fra Engstrupgårdsvej også gælder for Engstrupgårdsvej 1, foruden den eksisterende overkørsel fra Parallelvej.
Jan | 19-04-2023 16:27:29
Engstrupgårdsvej 1
2650 Hvidovre
Hegn langs fællessti
Ønsket ændring til §7 stk. 2: Det er tilladt for grundene på Engstrupgårdsvej, at etablere plankeværk mod fællesstien. Fakta: I øjeblikket er der kun 3 ud af 14 grundstykker på Engstrupgårdsvej, som har levende hegn mod fællesstien langs baghaverne. Begrundelse: Af hensyn til eksisterende praksis, sikkerhed mod kriminalitet/indbrud o.l., beboernes privatliv m.m., synes jeg at det må være tilladt at etablere plankeværk eller lignende, mod fællesstien.
Bengt Arthur Bue | 18-04-2023 17:31:13
Parallevej 71
2650 Hvidovre
Lokalplansforslag 473 - Engstrupgårds ejerlaug
Bemærkninger til lokalplansforslag 473 For rækkehusene i Engstrupgårds ejerlaug I §8 Stiforhold, vejforhold og parkering Anføres i Stk 1, at vejadgangen til lokalplanens område skal ske fra Engvadvej og for ejendommene på Engstrupgårdsvejs vedkommende med direkte overkørsel til Engstrupgårdsvej I stk. 2 anføres, at der må etableres én overkørsel fra vej til bilparkering pr. grund langs Engstrupgårdsvej. Af bilag 2 – byggefelter, fremgår det, at der på grunden Engstrupgårdsvej 1, er placeret en carport med overkørsel til Parallelvej. Efter lokalplanforslaget kan der kun gives tilladelse til én overkørsel pr. parcel- og dette skal ske fra Engstrupgårdsvej Jeg går ud fra, at der er tale om en fejl fra forvaltningens side, da denne parcel allerede har én overkørsel fra Engstrupgårdsvej (nr. 1) At godkende en overkørsel fra Parallelvej er ikke lovligt efter lokalplansforslaget, som slår fast. • At der kun må etableres i overkørsel • At denne overkørsel skal ske fra Engstrupgårdsvej nr.1 Hvis forvaltningen har i sinde at godkende en overkørsel fra Parallelvej, må dette klart fremgå af lokalplanforslaget, ligesom enhver overkørsel fra Engstrupgårdsvej må forbydes (reglen om kun én overkørsel pr. parcel. Med venlig hilsen Bengt Soelberg