Der er behov for flere omklædningsfaciliteter ved Rosenhøj Boldklub. Derfor har Kommunalbestyrelsen besluttet, at der skal opføres en ny omklædningsbygning til brug for fodboldklubben. Det er også besluttet, at der skal etableres en kunstgræsbane med tilhørende lysmaster og udskiftningsbænke på den vestlige af skolens eksisterende boldbaner.
Lokalplanen skal muliggøre etableringen af omklædningsbygningen og kunstgræsbanen, samt regulere udformningen af disse.
Rydultowy Plads inddrages i lokalplansområdet, så de ubebyggede arealer syd for skolen kan omlægges i en samlet løsning. Lokalplanen giver mulighed for, at en samlet løsning kan indeholde etablering af ekstra bilparkeringspladser, samtidig med at forholdene for områdets bløde trafikanter forbedres. Men som det altid er tilfældet, stiller lokalplanen ikke krav om, at mulighederne skal udnyttes. Der er derfor ikke taget stilling til en ændring af Rydultowy Plads endnu.
Der er fortsat fokus i lokalplanlægningen på at sikre bevaringsværdig bebyggelse og træer i området. Lokalplanen vil derudover sikre offentlig adgang gennem området, samt regulere, at nye bygninger rustes til at håndtere fremtidige udfordringer med regnvand.
Planforslaget vil være i offentlig høring i fire uger i perioden 20. marts til den 17. april 2024.
Vi vil gerne høre, hvad du mener om planforslaget. Der er derfor mulighed for at komme med bemærkninger, ændringsforslag, indsigelser mv. til planforslaget. Disse bemærkninger vil indgå i Kommunalbestyrelsens endelige behandling af forslaget. Du kan sende dine bemærkninger her på siden.
Du kan også sende dine bemærkninger pr. brev til:
Hvidovre Kommune, Center for Plan og Miljø
Hvidovrevej 278
2650 Hvidovre
Bemærkningerne skal være kommunen i hænde senest den 17. april 2024.
Der afholdes et offentligt informationsarrangement om lokalplansforslaget og de aktuelle skitseprojekter inden for området, onsdag den 3. april 2024, kl. 16-18, i Rosenhøjs Boldklubs lokaler på Kettegård Allé 4.
Her kan du inden for det nævnte tidsrum komme forbi og høre nærmere om indholdet i lokalplanen og de tre projekter, som er baggrunden for planforslaget. Du er selvfølgelig også velkommen til at stille spørgsmål til medarbejderne fra de berørte dele af administrationen.
Efter § 17 i planloven må ejendomme ikke bebygges eller udnyttes sådan, at det kan foregribe den endelige lokalplans indhold. Dette gælder, indtil lokalplanen er vedtaget endeligt og offentliggjort, dog højst ét år efter forslagets offentliggørelse.
Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) stiller i visse tilfælde krav om, at der skal laves en miljøvurdering af den pågældende plan.
I forbindelse med udarbejdelsen af forslag til Lokalplan 241 for Sønderkærskolen er der gennemført en screening af planens miljøpåvirkning.
På baggrund af screeningen har kommunen, efter miljøvurderingslovens § 10 vurderet, at der ikke skal gennemføres en miljøvurdering. Det skyldes, at lokalplanen fastlægger anvendelsen af et mindre område på lokalt plan, og muliggør ændringer, der ikke forventes at få væsentlig indvirkning på miljøet.
Høringssvar