Repræsenterer du en af kommunens samarbejdspartnere eller er du ansat i Hvidovre Kommune, så kan du bruge kommunens whistleblowerportal.
Whistleblowerordningen er en mulighed for anonymt at give besked, hvis man har stærk mistanke eller direkte kendskab om grove fejl og ulovligheder.
Læs mere om ordningen og lav en indberetning på Hvidovre Kommunes whistleblowerportal
Whistleblowerordningen i Hvidovre Kommune har til hensigt at styrke åbenheden og gennemsigtigheden i kommunen. Ordningen skal medvirke til at forebygge og stoppe eventuelle grove fejl og ulovligheder.
Ordningen er et supplement til den tillidsbaserede dialog mellem ledelse og medarbejdere/ samarbejdspartnere samt det eksisterende MED-system.
Whistleblowerordningen kan således være et alternativ, der kan benyttes, hvis en medarbejder eller samarbejdspartner ikke føler sig tryg ved at bruge de almindelige kanaler, eller hvis vedkommende har henvendt sig til ledelsen, uden at der er handlet på henvendelsen.
Du kan indberette et forhold til whistleblowerordningen, hvis du er ansat i Hvidovre Kommune eller repræsenterer en af kommunens samarbejdspartnere.
Indberetningen skal basere sig på direkte kendskab til eller begrundet mistanke om ovenstående forhold, og må således ikke tage udgangspunkt i løse rygter.
Øvrige forhold såsom samarbejdsvanskeligheder, konflikter på arbejdspladsen, enkeltstående fejl og forsømmelser, overtrædelse af interne retningslinjer af mindre alvorlig karakter (f.eks. rygning), løse rygter eller mobning, hører ikke hjemme i en whistleblowerordning.
Disse forhold skal fortsat håndteres i de eksisterende systemer, f.eks. i dialog med ledelsen eller gennem tillidsmands- eller MED-systemet.
Indberetningen foregår via Hvidovre Kommunes whistleblowerportal (nyt vindue).
Her kan du som medarbejder i kommunen eller som kommunens samarbejdspartner indberette et forhold ved at benytte en formular, som udfyldes og sendes via portalen.
Der er mulighed for at indberette oplysninger anonymt via whistleblowerportalen.
For at sikre muligheden for at lave anonyme indberetninger, anbefales det at man ikke indberetter fra en PC, der er udleveret af arbejdsgiver, og at man benytter en PC, der ikke er opkoblet på Hvidovre Kommunes netværk/intranet.
Det er borgerrådgiveren, som modtager alle henvendelser via whistleblowerordningen.
Hvis borgerrådgiveren vurderer, at indberetningen er omfattet af whistleblowerordningen, videresendes indberetningen til administrationen, der foretager den videre undersøgelse.