Området der er omfattet af Lokalplan 518 afgrænses mod nord af Amagermotorvejen, Copenhagen Business Park og TEC Hvidovre, mod øst af Råhavnen og Kalveboderne, mod syd af Avedøreværket, AV Miljø og BIOFOS Spildevandscenter Avedøre og mod vest af de rekreative arealer ved Brøndby Havnevej, som er en del af Strandparken.
Baggrunden for lokalplanen er, at Hvidovre Kommune længe har arbejdet for en revision af den overordnede planlægning, som har sat begrænsninger for Avedøre Holmes fremtidige anvendelse. I 2019 blev Fingerplanen revideret, og ændringerne betyder, at Hvidovre Kommune inden for Fingerplanens rammer har kunnet udarbejde en ny og mere tidssvarende lokalplan for området, som i højere grad afspejler virksomhedernes aktuelle og fremtidige behov.
Lokalplanen har til formål at fastlægge områdets anvendelse i overensstemmelse med Fingerplanen til produktionsvirksomheder samt transport- og logistikvirksomheder, og samtidig sikre, at eksisterende Virksomheder med Særlige Beliggenhedskrav kan fortsætte deres aktiviteter i området. Lokalplanen vil også muliggøre etablering af et test- og udviklingscenter, der kan styrke samarbejdet blandt virksomhederne og danne rammen for produktionsudvikling i samarbejde med vidensinstitutioner.
Eksisterende, lovlige virksomheder i området, der falder uden for disse kategorier, vil fortsat være lovlige. En konsekvens af lokalplanen vil dog være, at det ikke længere bliver muligt at etablere nye f.eks. lager- eller håndværksvirksomheder i området, med mindre det sker i bebyggelse og på arealer, der hidtil har været brugt til disse formål. Når anvendelsen af en ejendom har karakter af eksisterende lovlig anvendelse, vil det kun i et begrænset omfang være muligt at foretage bygningsmæssige ændringer og der kan kun udføres mindre udvidelser af eksisterende bebyggelse.
Du har mulighed for at komme med bemærkninger, ændringsforslag, indsigelser mv. til planforslaget. Dine bemærkninger vil indgå i Kommunalbestyrelsens endelige behandling af planforslaget. Vi skal have dine bemærkninger til planforslaget senest den 1. juli 2022.
Du bedes sende dine høringssvar gennem kommunens høringsportal her på siden. Du kan også sende dine bemærkninger pr. brev til: Center for Plan og Miljø, Høvedstensvej 45, 2650 Hvidovre.
I forbindelse med den offentlige høring blev der afholdt et infomøde om planforslaget. Mødet fandt sted den 14. juni 2022, kl. 15-17 i auditoriet på TEC Hvidovre, Stamholmen 215, 2650 Hvidovre.
På mødet blev lokalplanen præsenteret, og der var mulighed for at stille spørgsmål.
Mødet kunne også følges online.
Efter § 17 i planloven må ejendomme ikke bebygges eller udnyttes sådan, at det kan foregribe den endelige lokalplans indhold. Dette gælder, indtil lokalplanen er vedtaget endeligt og offentliggjort, dog højst ét år efter forslagets offentliggørelse.
Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) stiller i visse tilfælde krav om, at der skal laves en miljøvurdering af den pågældende plan.
I forbindelse med udarbejdelsen af Forslag til Lokalplan 518 er der gennemført en screening af planens miljøpåvirkning. På baggrund af screeningen har administrationen efter miljøvurderingslovens § 10 vurderet, at der skal gennemføres en miljøvurdering, jf. § 8, stk. 1 og 2. Dette begrundes med, at lokalplanens indhold er af et sådant omfang, og lokalplanens gennemførelse kan have en sådan indvirkning, at forholdene bør miljøvurderes.
På baggrund af screeningen er det vurderet, at følgende miljøforhold skulle inddrages i miljøvurderingen:
Miljørapporten indeholder en nærmere vurdering af, om lokalplanens indhold kan medføre en væsentlige påvirkning på ovenstående miljøforhold.
Miljørapporten konkluderer, at Lokalplan 518 ikke forventes at kunne påvirke miljøet væsentligt. Eftersom der ikke er identificeret væsentlige miljøpåvirkninger, er der ikke behov for at etablere særlige afværgeforanstaltninger eller lave en særskilt overvågning af miljøpåvirkningen.
Selvom der ikke er et decideret overvågningsprogram, sker der dog en løbende registrering af § 3-beskyttet natur og Bilag IV-arter i kommunen, så man vil herved kunne følge udviklingen i området.
Miljørapporten er offentliggjort i sin helhed her på siden samtidig med forslaget til lokalplan. Der kan imidlertid først klages over miljøvurderingen, når lokalplanen er endeligt vedtaget.
Høringssvar